Pirater med vind i sejlene gæster havnebyen

Allerede torsdag klokken 19.00 spilles der igen en vigtig kamp i Granly Hockey Arena, hvor Aalborg Pirates gæster Esbjerg i Metal Ligaen. Men ærgrelsen over Energy-nederlaget i den seneste kamp, ligger stadig i baghovedet på cheftræner Mark Pederson:
"Nogle gange fortæller det endelige resultat af en kamp ikke hele historien om matchen. Jeg mener, at vi var det bedste hold i mere end 40 minutter i kampen mod Herning, men kampe spilles over 60 minutter," siger den 46-årige canadier, som kunne fejre sin fødselsdag efter nederlaget.
Men Pedersons tanker går snarere tilbage til en kamp-afgørende detalje: 
"Den måske dårligste kendelse i hele sæsonen, hvor der blev dømt icing, men hvor der absolut ikke var icing, satte Herning i gang. De udnyttede muligheden og scorede i det sidste sekund af 2. periode," forklarer Energy-træneren.
Energy stiller yderst velforberedte til Aalborg-kampen og med ny energi. Både til Aalborg-kampen og de ni øvrige kampe som venter inden slutspillet. Holdet har haft en kampfri weekend. Det var en mulighed for at hvile krop og sind. Efterfulgt af en uges god træning som forberedelse til Aalborg og de næste fire kampe før den olympiske pause i turneringen.
Først gælder det som nævnt et Aalborg-mandskab, som stort set kun har vist fremgang gennem de seneste måneder. Et nordjysk mandskab som har vundet de fire seneste kampe, - over Herlev, Frederikshavn, Odense og Rødovre. En flok ”pirater” som har fået vind i sejlene. Aalborg er avanceret til tredjepladsen i Metal Ligaen, og har lagt Esbjerg og Frederikshavn bag sig i tabellen.
Den rutinerede canadier Mark Derlago er sammen med den unge svensker Victor Öhman topscorere i Aalborg. Begge har scoret 15 mål. Men medtages oplæggene er der god grund til at holde et vågent øje med canadiske Alex Leavitt og danske Kasper Degn.
"Aalborg har, efter min bedste overbevisning, den farligste flok angribere i ligaen. Vi skal levere en stærk defensiv og spille i samtlige 60 minutter for at opnå succes," forklarer Mark Pederson, der op til kamppausen har kunnet glæde sig over stor spillemæssig fremgang, men som samtidigt kan glæde sig over, at en nøglespiller er tilbage efter en længere skadespause:
"Shawn Limpright får comeback når han torsdag vender tilbage til truppen. Et comeback, der sandsynligvis vil gøre en stor forskel," siger Energy-træneren.
Shawn Limpright har spillet 20 kampe for Esbjerg Energy og har i gennemsnit scoret 0,75 point pr. kamp, fordelt på fire mål og 11 oplæg.
Status:
Daniel Villadsen – Stadig uvis, hvornår han er klar igen.  
Truppen forventes, at blive som følger:
Målmænd: Nicolaj Henriksen og Ervins Mustukovs.
Backs: Taylor Ellington, Philip Hersby, Jannick Christensen, Anders Krogsgaard, Rasmus Vad Christensen, Evan Stoflet og Andreas Pedersen.

Forwards: Kasper Gommesen, Michael Binderup, Sune Hjulmand, Lasse Holgaard, Søren Nielsen, Colin Vock, Tyler Mosienko, Lance Monych, Kirill Starkov, Søren Christiansen, Shawn Limpright og Niklas Andersen.

Publiceret 23 January 2014 13:00