Fire Virksomhedslederstuderende fra Gråsten Landbrugsskole, som alle har svineproduktion som speciale. Sigrid Beth Rasmussen, Nicklas Jepsen, Steffan Buxbom Clausen og Jacob Storm Jepsen.

Fire Virksomhedslederstuderende fra Gråsten Landbrugsskole, som alle har svineproduktion som speciale. Sigrid Beth Rasmussen, Nicklas Jepsen, Steffan Buxbom Clausen og Jacob Storm Jepsen.

Unge vil være verdensmestre i svineproduktion

Unge drager til Gråsten for at blive klogere på svin

Hos svineproducenterne har man de seneste år grublet over, hvordan man kunne få flere unge til at uddanne sig inden for branchen, og særligt uddanne sig som ledere og på den måde sikre at bedrifterne også i fremtiden havde nogle dygtige ejere. Men på Gråsten Landbrugsskole går man imod statistikkerne, og har for tiden fem elever med svin som interesse på Virksomhedslederuddannelsen.
”Det er heldigvis lykkedes os at få en stor del af eleverne med speciale i svin til at starte på lederuddannelserne. Jeg tror, at det skyldes, at vi har skabt et miljø med god sparring med andre studerende, hvorimod andre skoler måske kun har en eller to svineelever på holdet,” forklarer Dorthe Kreiberg, underviser og studievejleder på Gråsten Landbrugsskole.
De unges argumenter for, hvorfor en karriere i svinebranchen er attraktiv er blandt andet, at der er udfordringer hver dag, og at der konstant er ting, som man kan justere på for at opnå bedre resultater.
”Svinebranchen er interessant for mig, fordi jeg godt kan lide tanken om, at være en af verdens dygtigste. Danske svineproducenter er de bedste i verden til at producere svinekød af en høj kvalitet og med en meget høj fødevaresikkerhed. Det er da fedt at være en del af den succes. Hvilke andre brancher i Danmark kan prale af, at være verdens førende?” siger Nicklas Jepsen, Virksomhedslederstuderende.
Flere af eleverne supplerer undervisningen på aftenskole med Ledelse i praksis.
”Vi kommer ud som ledere med en god blanding af praktisk og teoretisk viden. Gennem vores uddannelse har vi alle sammen været ude og passe grise, og ved hvordan tingene foregår på staldgulvet. Og i dag har vi så de ledelsesredskaber med i bagagen, så vi er klædt på til at lede en større svineproduktion. Samtidig kræves der langt mere indsigt i de økonomiske forhold i sådan en virksomhed, end det gjorde i vores forældres generation. Den økonomiske indsigt vi har i erhvervet, og det at vi selv har oplevet Finanskrisen har gjort, at vi har et langt sundere syn på økonomi end de ældre landmænd, som var en del af den seneste højkonjunktur. Et andet aspekt er miljø, hvor der er brug for mere fokus. Samlet set kræves der en lang række kompetencer at blive en dygtig landmand i dag, så den gamle fortælling om, at hvis man ikke er god i skolen, så kan man altid blive landmand, den holder ikke. Slet ikke når man vil op på det niveau, vi er i dag og fastholde Danmarks position som verdens førende i produktion af svinekød,” siger Nicklas Jepsen og Sigrid Beth Rasmussen.

Publiceret 23 January 2014 08:00