Ét af de første helt konkrete produkter af arbejdet i den ny gruppe er denne folder, som informerer om gruppens eksistens. Foto: Peter Rasmussen

Ét af de første helt konkrete produkter af arbejdet i den ny gruppe er denne folder, som informerer om gruppens eksistens. Foto: Peter Rasmussen

De syge søger den positive dialog

Nydannet gruppe af syge haderslevere, der kæmper for at blive afklaret, søger en positiv dialog med kommune og jobcenter

Af
Peter Rasmussen

Gruppen ”Syg i Haderslev”, der lever sit liv på facebook, fik onsdag en mere konkret form da omkring 40 medlemmer var samlet til netværksmøde på Bispen
I den seneste tid har medierne været fulde af historier om sygemeldte, der har været igennem mangeårige afklaringsforløb, og som lever med stor usikkerhed og – ganske ofte – mister sit forsørgelsesgrundlag imens afklaringen stadig står på.
Netværksgruppen ”Syg i Haderslev” er for disse mennesker, og på ret kort tid er medlemstallet vokset til omkring 120. Og det var omkring en tredjedel af disse, der onsdag var samlet på Bispen:
”Til trods for at mange havde svært ved at holde til godt et par timer på en stol, så havde vi et meget konstruktivt møde,” fortæller Sisse Stæhr, der er initiativtager til gruppen. Hun er selv et godt eksempel på meget lang sagsbehandling, og har i flere tempi været omtalt i såvel lokale som landsdækkende medier. ”Jeg glæder mig især over, at alle var enige om, at selv om vi naturligvis er frustrerede og desperate efter afklaring, så skal denne gruppe søge den positive og konstruktive dialog. Vi skal arbejde for en ordentlig og anstændig sagsbehandling, og vi vil gerne i dialog med myndigheder og politikere,” fortæller hun.
Indtil videre skal gruppen dog have fundet sine egne 'fødder' at stå på. Man enedes om at tage det roligt og gøre tingene ordentligt. Nu er der nedsat en fem mands – midlertidig – styregruppe, som skal få styr på trådene og indkalde til de næste par møder. Og derefter vil gruppen kunne påbegynde sit egentlige arbejde med at søge indflydelse.
”Men ellers er vi primært en støtte gruppe, hvor vi kan være der for hinanden. Vi kan hjælpe med råd og opbakning, og vi kan hjælpe som bisiddere eller partsrepræsentanter,” fortæller Sisse Stæhr.
Det er meningen at ”Syg i Haderslev” skal mødes igen om ca én måned.

Publiceret 28 January 2014 06:00