I sidste uge trak Café Kompromis stikket og lukkede den ellers populære café på Akseltorv. Foto: Susie Jessen.

I sidste uge trak Café Kompromis stikket og lukkede den ellers populære café på Akseltorv. Foto: Susie Jessen.

Derfor lukkede Kompromis

Meget pludseligt lukkede Kompromis Café og Lounge i sidste uge. Mette Dolleris, som står bag caféen, forklarer hvorfor

Af
Susie Jessen

Det var en hård beslutning, som forpagter Mette Dolleris og hendes kollegaer Mette Diegaard, Janus Rasmussen og Boris Schnuchel tog i sidste uge.
Meget pludseligt blev dørene lukket til Kompromis Café og Lounge, som er beliggende på Akseltorv i Kolding og har været en af byens meget populære caféer siden den åbnede i 2010.
“Caféen har fået en negativ egenkapital på grund af den omfattende ombygning, der har været. Vi har haft mange gæster, men vi havde ikke overvejet, at vi ikke kunne trække så meget volumen på grund af lokalets størrelse”, fortæller Mette Dolleris.
Skåret ud i pap betyder det, at lokalet i caféen ikke var stort nok til at huse nok gæster til at tjene pengene ind til at betale renoveringen.
Mette Dolleris afviser at der er tale om en huslejestigning, som der har været gisninger om.

Støtte fra koldingenserne

Siden holdet bag Kompromis offentliggjorde, at de har lukket caféen, er det strømmet ind med beskeder til både Mette Dolleris og caféens Facebook side.
“Det er fantastisk at vi har oplevet så stor opbakning. Jeg er meget taknemmelig og det har kostet en enkelt tåre at sidde og læse de beskeder, der er kommet ind siden vi lukkede”, fortæller Mette Dolleris.

Adelgade 2

Flere mennesker har spurgt ind til hvad planen er for fremtiden for holdet bag Kompromis og nogle har endda opfordret holdet til at opstarte café i lokalerne i det for nyligt lukkede Adelgade 2, som er nabo til Kompromis.
Denne tanke afviser Mette Dolleris. Hun fortæller, at der skal være ro på det næste stykke tid.
“Lige nu skal jeg tænke igennem hvad næste skridt er. Jeg brænder for her branche. Der er bare brug for, at jeg trækker vejret og tænker mig lidt om”.

Publiceret 28 January 2014 07:00