Sønderjysk triumf under DM i SOSU Skills i Aalborg. Undervisningsminister Christine Antorini gratulerede og lykønskede lørdag eftermiddag Louise Ullemose (th) og Nadia Catherine Hagbard fra SOSU Syd med titlen som landets bedste SoSu-elever 2014. Foto: Skovdal.dk(Kasper Kamuk

Sønderjysk triumf under DM i SOSU Skills i Aalborg. Undervisningsminister Christine Antorini gratulerede og lykønskede lørdag eftermiddag Louise Ullemose (th) og Nadia Catherine Hagbard fra SOSU Syd med titlen som landets bedste SoSu-elever 2014. Foto: Skovdal.dk(Kasper Kamuk

Landets bedste SOSU-elever

Louise Ullemose fra Sønderborg og Nadia Catherine Hagbard fra Bylerup-Bov sikrede sig i weekenden det danske mesterskab i SOSU Skills

For et lille halvt år siden vandt de det lokale skolemesterskab i SOSU Skills på Social- og Sundhedsskolen Syd i Aabenraa. Siden sikrede de sig det regionale mesterskab i Region Sønderjylland, og nu kan 23-årige Louise Ullemose fra Sønderborg og Nadia Catherine Hagbard (20) fra Bylderup-Bov også kalde sig landets bedste SoSu-elever 2014.
De to sosu-assistentelever, som begge er under uddannelse ved Social- og Sundhedsskolen Syd i Aabenraa, satte sig ganske suverænt på førstepladsen under den store og tre dage lange SOSU Skills-landsfinale, der foregik sideløbende med DM i Skills for mere end 50 faglige og håndværksmæssige uddannelser i Gigantium i Aalborg torsdag, fredag og lørdag i den forgangne uge.
I kølvandet på tre hektiske konkurrence-dage, hvor Nadia og Louise skulle løse og udføre ikke færre end fire iscenesatte, men yderst realistiske opgaver indenfor pleje og omsorg, kulminerede deres indsats lørdag eftermiddag, hvor de blev op på den store præmiescene for at blive hyldet og gratuleret og kåret som vindere af landets undervisningsminister Christine Antorini.
”Vi er bare så glade og så stolte over resultatet. Siden efteråret, hvor vi vandt Det Regionale Mesterskab i Region Syd og dermed adgangsbilletten til landsfinalen, har vi trænet flittigt og målrettet hen imod det her. Sammen med vores Skills-træner fra SOSU Syd har vi indøvet alle de tænkelige – og utænkelige – scenarier og plejeopgaver, som vi kunne blive stillet overfor – og det har bare været alle anstrengelserne værd,” lyder det glædestrålende fra Nadia Hagbard og Louise Ullemose, der først sent lørdag aften vendte hjem deres familie, kærester og kammerater i det sønderjyske.

Publiceret 28 January 2014 10:00