Jan Jacobsens butik må ikke hedde Sexnetto, hvis det står til Dansk Supermarked. Der er aldrig nogen, der har forvekslet mig med en Netto-butik, siger Jan Jacobsen.

Jan Jacobsens butik må ikke hedde Sexnetto, hvis det står til Dansk Supermarked. Der er aldrig nogen, der har forvekslet mig med en Netto-butik, siger Jan Jacobsen.

Netto i krig mod lokal sexbutik

Dansk Supermarked vil tvinge Sexnetto til navneskift - så kan jeg ligeså godt lukke butikken, siger ejer Jan Jacobsen

Af
Mikkel Hansen

Jan Jacobsen fra Sønderborg, der driver internetbutikken Sexnetto.dk er havnet i en hård navnestrid med Dansk Supermarked.
Dansk Supermarked mener nemlig, at Jan Jacobsen krænker Nettos varemærke, og at der er risiko for forveksling mellem Netto og Sexnetto.
"Nu har Sexnetto eksisteret i otte år, og jeg har aldrig haft kunder, der har spurgt efter mælk eller bananer. Jeg tvivler også på, at Netto har kunder, der spørger efter mine produkter. Man kan jo ikke forveksle mit firma med Netto," fortæller Jan Jacobsen til Lokalavisen.

Blev nervøs

Sagen begyndte, da Jan Jacobsen vil have navnet Sexnetto registreret som varemærke. Det blev i første omgang godtaget af Patent- og Varemærkestyrelsen. Men så blandede Dansk Supermarked sig.
Den 28. november 2012 sender Dansk Supermarkeds advokat et brev til Jan Jacobsen, hvor han får fem dage til at give afkald på navnet Sexnetto, herunder hjemmesiden www.sexnetto.dk.
"Så bliver man jo lidt nervøs, når man får sådan et brev. Jeg kan jo ikke bare skifte navn på min internetbutik, og jeg mener heller ikke, at Dansk Supermarked har ret."
Patent- og Varemærkestyrelsen slettede efterfølgende Sexnetto som varemærke. Jan Jacobsen kunne have fået sagen for en domstol, men det valgte han ikke at gøre.
"Jeg har ikke råd til en dyr retsag, og jeg troede faktisk, at sagen stoppede der."

Skal aflevere hjemmeside

Det gjorde den ikke. I december 2013 klager Dansk Supermarked til Klagenævnet for Domænenavne med krav om, at internetadressen www.sexnetto.dk skal overdrages til Dansk Supermarked. Sagen ved klagenævnet afgøres formentlig i marts eller april.
"Hvis Dansk Supermarked får ret, så har jeg ingen indtægtskilde," siger Jan Jacobsen, der ikke mener, at han snylter på Dansk Supermarked.
"Jeg har jo ikke kaldt min forretning Sexnetto for at snylte. Det er bare for at beskrive det, som jeg sælger. Netto er jo et helt almindeligt ord, og der er over 100 andre forretninger, der også hedder noget med netto. Se bare på Netto-bådene i København, så jeg ved ikke hvorfor de lige er faldet over mig. Jeg prøver at forsvare mig på bedst mulig vis, men det tager lang tid at sætte sig ind, for det er svært at forstå deres lange breve med advokatsprog. Hver gang jeg skal til advokat, koster det også.
Jan Jacobsen har ikke overvejet at følge Dansk Supermarkeds krav om at skifte navn.
"Så kan jeg ligeså godt lukke. Det er flere år at opbygge et brand, og det vil være alt for dyrt for mig at skifte navn eller hjemmeside. Jeg håber egentlig bare på fred og ro, for det hele er lidt overskueligt lige nu. Hvis jeg taber i domæneklagenævnet, må jeg se om jeg kan finde penge til en retsag. Hvis jeg vinder, bliver jeg ikke overrasket, hvis Dansk Supermarked kører sagen videre ved domstolene. Jeg har ikke en pengepung på størrelse med Dansk Supermarked."

Vi værner om Netto

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Dansk Supermarked, men til Ekstrabladet siger kommunikationschef Mads Hvitved Grand:
“Som udgangspunkt går vi efter alle, der efter vores mening enten krænker og/eller snylter på navnet 'Netto.',” siger kommunikationschefen.

Publiceret 28 January 2014 11:00