Joy Mogensen hilser på det lockout'ede lærere, der under forårets konflikt marcherede i demonstration til rådhuset. Siden har borgmesteren arbejdet for at få en lokal aftale med Roskildes lærerforening, selv om KL fraråder den slags.

Joy Mogensen hilser på det lockout'ede lærere, der under forårets konflikt marcherede i demonstration til rådhuset. Siden har borgmesteren arbejdet for at få en lokal aftale med Roskildes lærerforening, selv om KL fraråder den slags.

I får 215 timer

Joy og Dea enige om tilbud til Roskildes lærere

Af
Erling Pedersen

Roskildes lærere får et tilbud om en aftale, der giver dem 215 timer om året til forberedelse, men hvor skolelederne samtidig får et afgørende ord om, hvordan denne arbejdstid anvendes. Sådan lyder tilbuddet fra et flertal i Roskilde Byråd til den lokale lærerforening efter et højst usædvanligt forlig på rådhuset før mødet onsdag aften. Her blev der indgået en aftale mellem borgmester Joy Mogensen (S) og DF's lokale leder Merete Dea Larsen. De to er ellers uenige om mange ting, blandt andet hvor meget førstnævnte skal oplyse om sin inhabilitet i forbindelse med sit kærlighedsforhold til direktør Jens Müller fra Erhvervsforum, som udfører en række opgaver for kommunen. Men i denne sag var de altså i stand til at overvinde deres øvrige modsætninger og indgik forliget sammen med Konservative, så 17 af byrådets 31 medlemmer nu står bag tilbuddet til lærerne. Enhedslisten, SF og Radikale med i alt fem mandater ville give lærerne et mere håndfast tilbud, mens Venstre med sine ni pladser i byrådet slet ikke mente, der er brug for en lokal aftale.

Vil genskabe tillid

- Jeg ønsker stadig, at byrådet sender et signal til Roskildes lærere, om at vi ønsker et samarbejde efter den meget ødelægende konflikt i foråret, sagde Joy Mogensen, da hun forelagde sagen i salen, hvor mange lærere også var mødt frem som tilhørere. - Med dette nye forslag fastholder vi, at lærere kan regne med et bestemt minimum af forberedelsestid, og jeg håber, det kan genskabe det tidligere tillidsforhold, forklarede borgmesteren. Men hun ville ikke gå med til, at lærerne selv skal kunne bestemme, hvor eller hvordan de skal forberede sig. Det skal aftales gennem et samarbejde med skolelederne, der selvfølgelig også er interesseret i at uddele mest muligt ansvar til den enkelte lærer.

Merete Dea Larsen sikrede de afgørende stemmer i et flertal for borgmesterens forslag.

Merete Dea Larsen sikrede de afgørende stemmer i et flertal for borgmesterens forslag.

Skolen skal fungere

Merete Dea Larsen begrundede hvorfor hun og DF i Roskilde alligevel ville være med til at give lærerne dette tilbud, selv om partiet ikke stemte for, da S-SF-R-flertallet sidste år i det gamle byråd første gang lagde op til en lokal aftale med lærerne: - Vi elsker ikke folkeskole-reformen, men nu er den vedtaget. Så må vi få den til at virke i kommunen, og det kan ikke ske uden lærernes medvirken. Vi har tillid til, at de kan bruge disse timer fornuftigt i samarbejde med skolelederne, og hvis noget ikke fungerer, må vi så finde ud af at ændre på det, - Men det er også vigtigt, at lærerne nu ved, hvad de skal holde sig til, forklarede hun. tk

Publiceret 30 January 2014 00:00