Erik

Erik "Kaner" Madsen. (Foto: www.koge-boldklub.dk).

Erik "Kaner" Madsen nyt æresmedlem i Køge

Af
Per Møller

FODBOLD: Torsdag aften den 30. januar afholdt Køge Boldklub sin ordinære generalforsamling i klubhuset på Køge Stadion.
I den forbindelse blev der uddelt en række hædersnåle til mangeårige medlemmer.
25 års medlemsnålene tilfaldt Jens Peter Jensen, Steen Witthøfft og Søren Larsen - der p.t. slår sine folder i AGF.
Nålen for 40 års medlemskab blev tildelt Claus Andersen og Peder Pedersen. 50 årsnålen tilfaldt Ole Hastrup og Ole Ingemann. Erik "Messer" Schmidt fik nålen for 75 års medlemsskab, og for anden gang i klubbens historie kunne bestyrelsen hædre et medlem for 80 års medlemsskab - Povl Tiller Sørensen, der bl.a. var anfører for klubbens hold der i 1954 sikrede sig sit første danske mesterskab.
Der blev også føjet et nyt medlem til rækken af æresmedlemmer i klubben.
Formand Chris Hvid Hansen kunne under stort bifald tildele denne hæder til en tydeligt rørt Erik "Kaner" Madsen, der har været medlem af klubben siden 1952, og efter sin aktive karriere har taget del i klubbens ungdomsarbejde gennem mere end 30 år.

Publiceret 31 January 2014 12:00