Der tænkes store tanker med stor betydning for fremtidens lokale, kommunale skolevæsen i Esbjerg Vandrerhjems store sal.

Der tænkes store tanker med stor betydning for fremtidens lokale, kommunale skolevæsen i Esbjerg Vandrerhjems store sal.

Første lokale spadestik til reformen

Med en konference for alle skoleområdets aktører har Esbjerg Kommune taget første spadestik til implementering af den nye folkeskolereform

Af
Louise Ritter

Det er ikke nogen nem opgave, kommunerne er blevet sat på. Når det ringer ind til første skoledag i de danske folkeskoler efter sommerferien skal rammerne være sat i overensstemmelse med den endnu ikke formelt vedtaget folkeskolereform, der blandt andet dikterer flere undervisningstimer, mere bevægelse, mere fleksibel holddannelse, efteruddannelse af lærere og pædagoger og et øget samarbejde mellem disse og øvrige medarbejdere i den danske folkeskole.
Det bliver en nød af de helt store at knække for kommunerne, der har ansvaret for implementeringen i de lokale skoler - således også i Esbjerg. Her har flere nedsatte udvalg og forvaltningen hver især arbejdet med opgaven et stykke tid, men med nye politiske udvalg nedsat efter valget, er der først nu blevet arbejdsro til at tage fælles fat på den store opgave. Det skete ved en 40 mand stor konference i sidste uge på Esbjerg Vandrerhjem. Den havde deltagelse af repræsentanter fra blandt andet det politiske liv, skolebestyrelserne, Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen.
"Hver for sig har grupperne naturligvis taget hul på arbejdet, men det var første gang, at vi var i direkte dialog, så man kan vel kalde det første spadestik til vores fremadrettet samarbejde om implementeringen af skolereformen," siger Diana Mose Olsen, der som ny formand for Børn & Familieudvalget må siges at lægge hårdt ud.

Lektier eller ej?

Diana Mose Olsen anser da også opgaven for så omfattende, at det bliver umuligt at nå helt i mål allerede, når det ringer ind i august.
"Ingen kan forvente, at alt er klart til den tid. Derfor opererer vi også med kortsigtet mål og langsigtet mål. Og der vil ske smuttere. Jeg vil næsten sige, at hvis ikke der gør det, så har vi ikke prøvet nok. Omvendt må vi heller ikke forandre alt, så ingen kan kende det, de møder til," siger Diana Mose Olsen, om den balance, der skal findes. Og det er snart.
På fredagens konference blev det ifølge udvalgsformanden også klart, at endnu en udfordring venter.
"Der er stadig nogle følelser i klemme ovenpå lockouten. Dem skal vi ikke glemme, men lægge låg på, for vi skal videre nu, og sammen have sat rammerne for det skolevæsen, som vi gerne vil skal kendetegne Esbjerg Kommune fremover," siger Diana Mose Olsen, der blandt andet nævner spørgsmålet om, hvorvidt kommunen skal være lektiefri eller ej. Dét spørgsmål er fortsat uafklaret, men det til gengæld er sikkert og vist, at det fortsat er et stort ønske blandt mange interessenter, at de lokale skoler forbliver lokale.
"Det er vigtigt, at meget fortsat lægges ud lokalt på skolerne, så de selv sætter rammerne for deres arbejde, men samtidig har vi også brug for nogle fælles highlightere, og det er det, vi blandt andet skal arbejde videre med," siger Diana Mose Olsen.

Der er stadig nogle følelser i klemme ovenpå lockouten. Dem skal vi ikke glemme, men lægge låg på, for vi skal videre nu, og sammen have sat rammerne for det skolevæsen, som vi gerne vil skal kendetegne Esbjerg Kommune fremover.
Diana Mose Olsen

Publiceret 31 January 2014 07:15