Esbjerg indleder sæsonen med et nederlag

Med over 3000 publikummer som vidne fik hjemmeholdet Grindsted Speedway Klub onsdag den bedst tænkelige start på den nye sæson med en sejr på 46-38 over Esbjerg Motorsport

Langt om længe kunne de første hold tage hul på en ny sæson i landets bedste speedway liga, Dansk Metal Speedway League. Under en lun forsommerhimmel tog de dobbelte danske mestre fra Esbjerg Motor Sport til Billund Kommune Speedway Center, hvor Grindsted Speedway Klub holdt klar til dyst onsdag aften.
Hjemmeholdet havde før sæsonens første match meldt ud, at man vil i finalen i år, og den optimisme fik tilføjet god grobund denne onsdag, da man tog en fortjent sejr over Esbjerg. Ifølge holdleder Johnny Hvidtfeldt havde man styr på matchen hele vejen igennem – og det fører til roser til holdets fem kører.
"Hele holdet skiller sig ud i dag. De kører simpelthen fantastisk sammen. Men der er vel altid en, der gør det bare lidt bedre, og Kacpar (Gomolski, red.) gør det rigtig godt, og Michael Jepsen Jensen gør det også godt, når man tænker på, at det kun er tredje gang, han er ude på en cykel i år. Så laver vores nye D-kører Jonas Jensen fem plus to, så det er hele holdet, der var fantastisk," siger Grindsteds holdleder, Johnny Hvidtfeldt.
Stadig besværligheder på udebane I Esbjerg-lejren ærgrer man sig over, at man ikke kunne få brudt den dårlige stime på Grindsteds hjemmebane, Billund Kommune Speedway Center, hvor man inden matchen ikke havde vundet i tre sæsoner. Trods en ny taktik uden en A-kører kastede det ikke et tilfredsstillende resultat af sig, hvor det denne gang hovedsageligt var uheld og teknikken, der spillede en stor rolle.
"Vi smider så mange dumme point blandt andet på mekaniske uheld og cykler, der ikke er i orden. Det var bare ikke vores dag, men til gengæld var det rart at se, at så mange mennesker var mødt op til matchen," forklarer en ærgerlig Esbjerg-holdleder Ib Pedersen.
Næste runde skal han og Esbjerg på endnu en svær udebaneopgave, når de gæster Slangerup. Imens drager Grindsted til Holsted.

null

Publiceret 01 May 2014 09:45