Kløverskolen evakueret efter brand

Torsdag morgen udbrød der brand på Kløverskolen

Af
Af Stephanie Nielsen

Kløverskolen blev evakueret, da der torsdag morgen udbrød brand på skolen.

Branden brød ud klokken 08.27 i et klasselokale, og brandværnet blev alarmeret af en automatisk brandalarm.
Personalet fik dog hurtigt slukket branden, og hele skolen var evakueret, inden brandvæsnet kom frem.
Brandmændenes primære opgave var at ventilere bygningen.

"Situationen var hele tiden under fuld kontrol, og jeg vil gerne rose personalet på Kløverskolen, som ydede en meget, meget flot indsats. Vi var fremme godt tre minutter efter vi modtog alarmen, og da var branden slukket og skolen evakueret. Det fortjener stor ros," fortæller afdelingsleder Søren Kafton Simonsen fra Sønderborg Brand & Redning.

Alle elever vendte hurtigt tilbage til klasselokalerne, dog ikke den klasse hvor branden opstod. Klasselokalet skal først rengøres.

Publiceret 01 May 2014 11:15