Butikschef i Løvbjerg Aabenraa, Thomas Jordt, giver pokalen en krammer.(Foto Betina Skjønnemand)

Butikschef i Løvbjerg Aabenraa, Thomas Jordt, giver pokalen en krammer.(Foto Betina Skjønnemand)

Løvbjerg Aabenraa er Danmarks bedste

En kundeundersøgelse i alle Løvbjergs butikker giver Løvbjerg Aabenraa optur

Af
Af Betina Skjønnemand

Smilene er ekstra brede i disse dage hos personalet i Løvbjerg i Aabenraa.
Butikken er nemlig kåret til den bedste Løvbjerg-butik i Syd-Østjylland og Fyn - ja, faktisk er butikken i Aabenraa den bedste i hele Løvbjerg-kæden.
“Vi er delt op i to distrikter, men vi ligger faktisk over vinderen af det andet distrikt, så vi kan godt kalde os Danmarks bedste Løvbjerg”, lyder det fra en stolt butikchef, Thomas Jordt.
Det er kunderne i Løvbjergs butikker, der har været med til at kåre vinderen.
En spørgeskemaundersøgelse er blevet gennemført i hver butik, hvor en interviewer spurgte 100 tilfældigt udvalgte kunder om flere forhold i butikken - bl.a. ventetid, varesortiment og personalet.
Og i Aabenraa ligger de i top over hele linien.
“Det er kun anden gang, vi laver vores undersøgelser på denne måde. Sidste gang var vores placering ikke så god. Vi kunne ikke helt forstå det, men vi tager jo kunderne alvorligt, så vi har været og gøre det endnu bedre på en række områder. Og det har altså givet pote”, lyder det videre.

Super personale

Særligt stolt er Thomas Jordt på punktet omkring kundernes tilfredshed med personalet.
“Det er et af de punkter, hvor vi scorer 100 % i den bedste kategori. Så det er da et stort klap på skulderen til personalet. Også hvad angår den generelle tilfredshed med butikken scorer vi rigtig højt. Her har vi 96% af besvarelserne i den bedste kategori”.
Med hæderen følger en flot vandrepokal, der lige nu er udstillet i butikken.
Personalet er blevet forkælet med gratis morgenmad i en uge, og så er der også røget et beløb i personalekassen, så der er råd til at fejre lidt.
Så den flotte sejr bliver nydt, men der bliver ikke hvilet på laurbærrene.
“Det er helt sikkert noget, der giver blod på tanden. Vi er allerede i gang med at finde tiltag, der kan gøre os endnu bedre”, slutter en glad Thomas Jordt.

Publiceret 01 May 2014 13:00