Smilet er stivnet hos VB formand Lars Skou (i midten), siden dette billede blev taget i efteråret. Foto: Jørgen Flindt.

Smilet er stivnet hos VB formand Lars Skou (i midten), siden dette billede blev taget i efteråret. Foto: Jørgen Flindt.

Nødråb fra VB:

Opbakning nu eller slut med professionel fodbold

VB forlænger aktietegningsperiode, der skal skaffe millioner, hvis man fortsat vil have topfodbold i Vejle

Vejle Boldklubs formand har udsendt et nødråb i en meget direkte tone, hvor han slår fast, at klubben står ved en skillevej. Klubben har siden 20. marts forsøgt at tegne nye aktier for mindst fire millioner kroner for at styrke VBs egenkapital og give en likviditetsbuffer.
Aktieemissionen er dog ikke gået så godt, som man håbede, og derfor har man besluttet at forlænge tegningsperioden til den 16. maj. Hvis det ikke lykkes, kan det være slut med topfodbold i Vejle.
"Bestyrelse og direktion mener ikke, at det er forsvarligt at videreføre selskabet i sin nuværende form og dermed fastholde sin sportslige målsætning, hvis ikke vi kommer i mål den 16.5.2014 med en kapitaltilførsel på minimum fire millioner kroner. Dette er selvfølgelig en vurdering relateret til såvel alt personale i VB som til licenssystemet.
Der skal derfor klart opfordres til, at ønsker man VB som en klub på Divisions-/Superliganiveau, så er det nu, ellers må konsekvensen være, at VB bør trække sig fra professionel fodbold," skriver formand Lars Skou i et åbent brev på klubbens hjemmeside.
"De sportslige resultater har siden medio marts været utroligt skuffende, men skal der være mening med galskaben, må vi holde ved og have tillid til det, der nu er ved at blive opbygget af såvel trænerstab som spillere – ting tager tid," fortsætter formanden.
"Med den store opbakning, VB har, er det sørgeligt, at dette åbne brev skal udsendes, men det er min pligt at gøre opmærksom på forholdene og konsekvenserne, som i værste fald kan være nedlukning af VB. Vi har fightet utroligt meget og vil i bedste VB ånd gerne fortsætte med denne indsats på alle niveauer, men det kræver økonomisk opbakning.
Så jeg appellerer til jer alle, såvel aktionærer, sponsorer som fans – skal VB bestå på højt plan i dansk fodbold, så er det nu, I frivilligt skal komme til lommerne og selv agere ved at kontakte VB om jeres støtte.
Undskyld den direkte tone – men vi er ved en skillevej."

Publiceret 01 May 2014 10:30