Venstre:

Pengene skal tilbage til borgerne

Kommunens store overskud bekræfter Venstres økonomiske politik, mener Peter Hansen

Af
Mikkel Hansen

Skattestigninger var et hedt emne under valgkampen, og nu bluser diskussionen op igen.
Overskuddet på 291 mio. kroner på kommunens regnskab viser nemlig, at skattestigningen, der trådte i kraft i år, var unødvendig. Det mener Venstres Peter Hansen:
"Jeg glæder mig over, at kommunen har et stort overskud, men det bekræfter mig også i de ting, som vi sagde i valgkampen og til budgetforhandlingerne. Hvis vi fører en ansvarlig økonomisk politik og passe på vores kassebeholdning, er vi godt rustet til fremtiden. Med skattestigningen tager man 95 mio. kroner ud af den lokale økonomi fra de handlende og fra håndværkerne, og lægger pengene i kassen, selvom kassebeholdningen aldrig har været større," siger Peter Hansen med henvisning til de 95 mio. kroner, som skattestigningen indbringer kommunen i 2014.
Han mener ikke, at det flotte overskud kan komme som en stor overraskelse:
"Da vi fremlagde vores forslag under valgkampen om mindre fremskrivninger og gældsoptimering blev det kaldt voodooøkonomi. Nu arbejder kommunen så alligevel efter de samme principper."
LÆS OGSÅ: Borgmester vil investere overskud i fremtiden
Peter Hansen giver ikke meget for de økonomiske udfordringer, der ifølge borgmesteren venter kommunen i fremtiden.
"De bliver ved med at råbe 'ulven kommer'. Hvis man arbejder med effektiviseringer, som vi gjorde i den foregående periode, kan jeg ikke se problemet. Vi har haft stigende overskud de senere år, og man bliver bare ved med at lægge penge i kassen. Hvornår er kassebeholdning for stor? Vi har en politik om, at kassebeholdningen skal ligge på 70-80 mio. Den er nu på en halv milliard og den stiger stadig," siger Peter Hansen.
Venstre er ifølge Peter Hansen klar til at rulle skattestigningerne tilbage.
"Jeg håber inderligt, at man vil lytte til Venstres argumenter, når vi skal forhandle budgettet for 2015. Kommunen skal ikke opkræve penge, vi ikke har brug for. Venstre er klar til at rulle skattelettelserne tilbage og sende pengene tilbage til borgerne."

null

Publiceret 01 May 2014 18:00