Museum og en halv. mio. tulipaner

24. maj Lejre: Udflugt til Rønnebækholms kunst- og kulturcenter og Gavnø Slot

Lejre Kunstforening arrangerer lørdag den 24. maj en heldagsudflugt til Næstvedegnen, med foreningens kunsthistoriske konsulent Asger Thomsen som turleder.

Turen foregår i fælles turistbus, der kører fra Kr. Hyllinge kl. 9.00 og samler deltagere op ved stationerne i Hvalsø og Lejre. Første stop på turen bliver besøg på Rønnebækholm Herregård, der drives som et kunst- og kulturcenter. Her bliver deltagerne vist rundt på den aktuelle udstilling Minimal Barok.

I herregårdsparken havde Grundtvig sin skrivepavillon, og den medbragte frokost spises i parken. Derfra kører bussen til Næstved-museerne, hvor oplevelsen bliver Kâhler-keramik og Holmegård-glas. Turen fortsætter til Gavnø Slot, der har Nordeuropas største privatsamling af klassisk malerkunst.

Der er rundvisning i samlingen, og derefter nydes blomsterparken med en halv million tulipaner i blomst. Her købes eftermiddagskaffen. Derfra går turen hjemad og den forventede hjemkomst bliver mellem kl. 17.30 og 18.30 med afsætning de nævnte steder.
Turprisen for kunstforeningens medlemmer er 325 kr. Også ikke-medlemmer er velkommen til at deltage i turen, og her er turprisen 375 kr.
Tilmeldingen til turen skal helst ske senest den 11. maj til enten Asger Thomsen, tfl. 46404292 eller til kunstforeningens formand, Mogens Petersen, tlf. 46481296.

Publiceret 05 May 2014 19:00