Celine Lindbeck er glad for hf-uddannelsen, og så elsker hun udsigten fra VUC Syds bygning.

Celine Lindbeck er glad for hf-uddannelsen, og så elsker hun udsigten fra VUC Syds bygning.

Uddannelse gav drømmene vinger

Celine Lindbeck er en målrettet pige. Hun vil være jordemoder

Af
Peter Rasmussen

I denne tid, hvor eksamen lurer lige om hjørnet, er der lige dele nervøsitet og fremtidsplanlægning i VUC's store Lighthouse på havnen i Haderslev. For nogen er den kommende eksamen et foreløbigt mål. For andre et bump på vejen imod det endelige mål. Celine Lindbeck er én af de studerende, der har lagt sine planer til rette:
“Jeg synes det vil være fantastisk at være den første, der kan røre ved et nyt liv. Og det er så fascinerende, at der kan vokse et nyt liv i en anden krop,” siger Celine, der er fast besluttet på at blive jordemoder. Det har hun vidst siden 10. klasse, hvor hun begyndte at se Redningskvinder på TV3. 
“Hver gang, der var noget med fødende kvinder, syntes jeg, det var så spændende,” siger Celine.
I det hele taget er hun meget optaget af det psykologiske mellem mor og barn og tilføjer, at psykologi er hendes yndlingsfag. Hun er nu også rigtig glad for biologi, understreger hun, og er vild med lærerens måde at undervise på:
“Han siger, at det er os der selv, der skal arbejde for at lære noget. Han skal ikke stå og snakke hele tiden. Så vi laver mange forskellige opgaver. Film for eksempel.”
Filmene laver de studerende på deres iPad, som de låner af VUC Syd under uddannelsen. Celine afslører, at hun overhovedet ikke bruger sin computer mere, efter hun fik iPad'en:
“Computeren er bare så langsom,” tilføjer hun med et suk.

Hf - det rigtige valg

Hun er i det hele glad for, at hun har valgt hf-uddannelsen som første skridt mod drømmestudiet. Den passer godt til hendes temperament:
“Det, at det er til eksamen, det gælder, er rigtig godt for mig, der måske ikke siger så meget i timerne.”
Det sociale på holdet er hun også glad for. Hun kan godt lide, at alle kan tale med alle og man ikke bare holder sig til én. Så selvom de måske ikke laver så meget efter undervisningen sammen, er der et fint sammenhold:
På VUC Syd har lidt længere skoledage afløst de fleste lektier. Det passer rigtig godt til Celines hverdag, hvor hun arbejder som piccoline hos Nykredit og dyrker sin store passion taekwondo; både som udøver og som træner for klubbens børnehold. Hun fortæller, at hun har det blå bælte med rød snip:
“Det er halvvejs mod det sorte,” lyder det forklarende.

Publiceret 05 May 2014 09:15