Han er tidligere formand i HFK. Nu er han formand for alle jyske fodboldspillere, og Bent Clausen sidder også i DIF’s bestyrelse.

Han er tidligere formand i HFK. Nu er han formand for alle jyske fodboldspillere, og Bent Clausen sidder også i DIF’s bestyrelse.

Et kæmpe skulderklap til de frivillige i Haderslev

Lokal idrætspersonlighed roser kommunens foreninger

Af
Peter Rasmussen

I sidste weekend blev Haderslev Svømmeklub kåret til Årets Idrætsforening af DIF, og Vojens Ishockey Klub var med i opløbet.
Tidligere formand for HFK, Bent Clausen, er i dag formand for alle fodboldspillere i Jylland, samt bestyrelsesmedlem i DIF. Han glæder sig over at Haderslev markerer sig så flot. Han sender denne hilsen:
“Haderslev Svømmeklub er netop kåret til Årets Idrætsforening af Danmarks Idrætsforbund (DIF). En imponerende bedrift - især set i lyset af, at feltet bestod af næsten 9.300 DIF-foreninger. Stort tillykke til Haderslev Svømmeklub – og i øvrigt også til Vojens Ishockey Klub, der nåede til finalen som én af de 5 nominerede foreninger. Kåringen af Haderslev Svømmeklub er kronen på værket i et aktivt foreningsliv i Haderslev.”
“I Haderslev Kommune er der ifølge DIFs analyser næsten 3.900 frivillige i idrætsforeningerne under DIF. Nogle træner børn, andre udfører udvalgsarbejde, og så er der dem, der vasker kamptøjet og kører børnene til stævner. Alle giver de en hånd med, og får foreningshjulene til at rulle rundt til glæde og gavn for de idrætsaktive.”
“At vi i DIF kårer årets idrætsforening er et udtryk for, at vi gerne vil anerkende den store indsats, idrættens frivillige leverer. I Danmark er befolkningen blandt de mest idrætsaktive i verden. Det kan vi i høj grad takke de mange frivillige i idrætten for.”
“Jeg vil derfor også gerne give de mange idrætsfrivillige i Haderslev Kommune et stort skulderklap for den indsats, som de yder året rundt – om det så er på fodboldbanen uanset vind og vejr, i foreningens eller klubbens bestyrelse, som træner i ishockeyklubben, på bassinkanten i svømmeklubben eller i de mange andre foreninger i kommunen. De fleste udfører det frivillige arbejde uden kontant belønning. Lønnen er et smil fra de idrætsaktive og et fantastisk fællesskab,” lyder det rosende fra Bent Clausen.

Publiceret 10 May 2014 08:15