Grænsekontrol har effekt

Venstre og en lang række af partier har travlt med at forklejne effekten af grænsekontrol. Gad vide, om de nogensinde har besøgt Sverige? For kører man over Øresundsbroen til Sverige, så kører man i lav fart igennem toldvæsnets kontrol – der er både grænsebomme og anlæg, hvor tolderne kan overvåge grænsen. Bommene er meget ofte åbne – er der ingen mistanke, så slippes man uden videre igennem. Hvis der derimod er mistanke til nogen, så lukkes bommen i, når vedkommende forsøger at køre igennem. Hvad er der dog galt i dette system? Jeg har aldrig hørt om køer, gener eller problemer ved dette system – måske lige bortset fra dem, der medbringer våben, narko, tyvekoster eller illegale indvandrere eller efterlyste personer. Og det er præcis dem, der skal stoppes op – ikke ganske almindelige mennesker, der intet kriminelt har begået.
I øvrigt er det pudsigt, at de forenede ja-partier(V, K, S, SF, RV) ved dette valg har travlt med at undervurdere grænsekontrollens effekt. Havde de kigget udover landegrænserne til vore nabolande, vil de kunne se, at de enten opruster deres grænsekontrol massivt eller har en langt mere omfattende kontrol end den, vi har i Danmark i dag.
Lad os få genindført grænsekontrollen. Hvis vore naboer bruger den i meget stor stil, så må det have en klar effekt.

Publiceret 10 May 2014 14:00