Virker grænsekontrol?

Dansk Folkeparti har hede drømme om en rød-hvid grænsebom. Senest fortalt her i Budstikken af Peter Kofod Poulsen (PKP), som klandrer ja-partierne for ikke at ville dette højst tvivlsomme redskab. Han henviser til Sverige. Fint, det gør jeg så også. Mest for at nuancere debatten. Danmark skal have et effektivt værn mod kriminelle udlændinge, hvor grænseoverskridende problemer skal løses med grænseoverskridende redskaber. Derfor skal vi lave en intelligent styrkelse af toldkontrollen, der generer de kriminelle mest muligt, og alle os lovlydige mindst muligt. Redskaberne er flere toldere, ny teknologi til automatisk nummerpladescanning, flere stikprøver og mere efterretningsbaseret baglandskontrol. Altså en grænsekontrol efter svensk forbillede. 
Dertil skal kriminelle udlændinge hjemsendes til afsoning i det land, de kommer fra, samtidig med at straffen for at bryde indrejseforbud til Danmark skærpes. Endelig skal Danmark naturligvis blive i Europol så det danske politi, i et tæt samarbejde med andre lande, kan jagte pædofile, indbrudstyve og menneskesmuglere på tværs af de europæiske landegrænser. Det sidste vil kræve et hurtigt opgør med det danske retsforbehold, så vi ikke glider ud af samarbejdet til nytår, og giver de kriminelle lettere spil. 
Vil DF og PKP være med til at gøre op med retsforbeholdet, eller er man bange for at det signalerer for megen positivitet ift. EU? Den konsekvent negative dagsorden partiet har, i øvrigt i "skøn" forening med Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU, bidrager ikke til nødvendige fælles løsninger. Man løser ikke problemet med grænseoverskridende kriminalitet ved at sætte rød-hvide grænsebomme op ved Kruså. Det gør man med grænseoverskridende værktøjer. Og de ligger i EU!
 

Publiceret 10 May 2014 20:00