Løjtløbet forventes i år at samle omkring et tusind deltagere.

Løjtløbet forventes i år at samle omkring et tusind deltagere.

En LØJTerlig lørdag

Den 24. maj bliver en dag ud over det sædvanlige med løb, leg og fest i Løjt og omegn

Af
Af Svend Mikael Larsen

En del af festlighederne den 24. maj består af Løjtløbet, hvor tilmeldingen er godt i gang. Der meldes allerede nu om god opbakning til løbet, både hvad angår sponsorer, tilmeldinger og fortræning. Frøs er storsponsor, og alene herfra kommer der 60 løbere. Derudover kommer der store hold fra byens børnehaver og fra skolen.
”Vi håber på at runde de 1.000 løbere i år,” siger Ole Johansen fra Løjtløbet.
Løjt skole har valgt som en del af skolens øgede fokus på idræt og motion at deltage med både elever og lærer i løbet. Skolen står for tilmeldingen til løbet og har sammen med Løjtløbet lavet en lille konkurrence blandt skolens klasser om hvilken klasse der deltager med det procentvis største hold.
”Vi håber på at mindst 250 elever og 25 lærere vil deltage i løbet,” siger Ole Johansen.
Skolen og Løjtløbet ser samarbejdet som en vigtig del af at Aabenraa kommune er breddeidræts kommune og dette skal være med til at sætte Aabenraa på landkortet, hvor breddeidrætten prioriteres højt. Skolen og Løjt IF er herudover gået i dialog om samarbejde i forhold til skolereformen.
”Der er i dag et godt samarbejde, og det vil vi gerne udbygge yderligere,” siger Mogens Ravn fra Løjt IF.
Det nye projekt, som der samarbejdes om, omhandler skolens planer om at tilbyde eleverne i udskolingen en juniortræneruddannelse. Løjt IF skal bidrage med praktikforløb, hvor eleverne tilknyttes hold i idrætsforeningen som hjælpetrænere. Dette projekt vil styrke både skolen og idrætsforeningen, da der skabes en kultur omkring den frivillighed, der er meget vigtig, når der skal skabes gode og fælles idrætsoplevelser i lokalsamfundet.

Vinder af løbeur

Vinderen af et Garmin løbeur, som blev udtrukket blandt de deltagere, som var meldt til løbet inden 15. april, er fundet, og det blev Kenn Barsøe fra Løjt Kirkeby.
Løbet forkæler som altid sine løbere med gode lodtræknings- og spurtpræmier. I år trækkes der lod om en mountainbike til en værdi af 6.000 kroner sponseret af Cykeloutlet og et Garmin løbeur sponsoreret af Sportmaster.

Løjterlig Lørdag slutter med et rigtigt bondebal.

Løjterlig Lørdag slutter med et rigtigt bondebal.

Store Legedag

Kom og leg helt gratis hele dagen, lyder tilbuddet til børnene. Der vil være hoppeborge, bumper ball, fodboldturnering for SFO-børn, spejderne kommer og laver pandekager, Boiskov børnehave kommer med en masse dyr, ponyridning, slå søm i, redskabsbane, tennis, badminton, dyreshow med Henni Solskin, Hoptrup Efterskole spiller og leger med børnene, ansigtsmaling, brandbiler, vandkamp og mange andre ting. Det hele starter kl. 9.30

Bondebal i hallen

Løjterlig Lørdag sluttes traditionen tro af med et brag af en fest. Efter at festen både har været i Mexico og en tur på Hawaii, er temaet for årets fest et vaske ægte bondebal i bedste Morten Korch stil.
Der vil blive serveret suppe, steg og is – sandsynligvis som vores mor ville have lavet det - og herefter vil der blive spillet op til dans med orkester.
Billetter er sat til salg i SuperBrugsen og kan også købes ved Bo Iversen, Carsten Hildebrand og Tanja Rasmussen.

Publiceret 11 May 2014 09:00