Jagten gennem historien

23. maj: kulturløb gæster Selsø Slot

Frederikssund Kommune deltager for tredje år i kultur-motionsprojektet "Jagten gennem historien". 13 kommuner i Nordsjælland deltager i dette familie arrangement der efter sidste års bragende succes med 450 deltagere igen i år gennemføres på Selsø Slot.
Temaet er i år "Jagten på den forsvundne slave", et tema som har stor national bevågenhed i disse år, men også en særlig aktuel lokal vinkel, idet netop Selsø Slot pt. huser en udstilling om bl.a. slaveriet i de forrige århundreder.
Især børnefamilierne tog godt imod tilbuddet sidste år, og Frederikssund Kommune, der gennemfører arrangementet i samarbejde Golden, Days, Selsø Slot og Kildeholm Orienterings Klub, ser frem til en mindst lige så flot deltagelse i år.
I disse dage uddeles via skolerne flyers til alle børn i kommunen med den hensigt at gøre familierne opmærksomme på Jagten. Jagten har således både historisk/kulturelle, men også et fysisk/ motionsmæssigt formål. Netop denne kombination af kultur og motion er Jagtens hovedformål.

Sæt fantasien i sving 23. maj

Så tag løbeskoene på, og sæt fantasien i svingninger når 'Jagten gennem historien' vender tilbage fredag 23. maj. Løbet giver hele familien chancen for både at få pulsen i vejret og en fælles oplevelse, der kræver samarbejde og eventyrlyst.
Hjælp slaven Ferdinand med at komme hjem til Afrika
Året er 1734. En ung mand kommer til Selsø Slot for første gang. Hans navn er Ferdinand, og han er lakaj hos overkammerherre Carl Adolph von Plessen, der besøger sin bror Christian Ludvig på den prægtige herregård Selsø.
Men Ferdinand er ikke som de andre tjenestefolk. Om halsen har han en tung jernring. Ferdinand er slave, født i Afrika og opvokset i Vestindien. Han har hjemve og tager en beslutning: Han vil prøve at komme hjem – hjem til Afrika.
Følg i Ferdinands fodspor rundt på Selsø. Prøv capoeira, slavernes kampdans, hjælp Ferdinand med at få kontakt til sine forfædre og hjælp ham med at tage svære beslutninger, der gælder liv eller død. Vil det lykkes Ferdinand at stikke af og komme hjem, og hvem jagter ham?

Tid, sted og pris

Jagten gennemføres fredag den 23. maj 2014 fra kl. 17 til 20 på Selsø Slot, Selsøvej 30A i Skibby.
Det koster 25 kroner at deltage. Du kan købe billetter både i forsalg på Golden Days' hjemmeside, og på selve aftenen ved Selsø Slot.

Publiceret 11 May 2014 09:00