Grethe Stahlschmidt - runder de 90 år fredag den 16. maj. (Foto. JCJ).

Grethe Stahlschmidt - runder de 90 år fredag den 16. maj. (Foto. JCJ).

Jeg får aldrig tid til at sidde og trille tommelfingre

Af
Per Møller

FØDSELSDAG: – Egentlig synes jeg ikke det er så opsigtsvækkende at en person bliver 90 år. Jeg tror der er rigtigt mange rundt i Kongeriget Danmark der er 90 år eller ældre. Selvom jeg nu fylder 90 år så har jeg det fint og fungerer storartet.
Siger Grethe Stahlschmidt, Ringen i Køge, som på fredag den 16. Maj – St. Bededag – kan fejre sin 90 år fødselsdag.
Grethe Stahlschmidt kom til verden i Aalborg, men allerede som 1-årig flyttede med familien til Holte hvor hun boede i 18 år. Senere fulgte 5 år i København inden hun mødte sin mand og flyttede til Køge, hvor han havde arbejde på Kemisk Værk.
Grethe Stahlschmidt blev som ung uddannet husholdningslærer, en uddannelse som hun dog aldrig fik gjort nytte af.
- Så blev vi jo gift og fik børn, så tiden gik jo dengang med at gå hjemme sammen med dem. Men da jeg var omkring de 40 år – i årene 1963-1965 – tog jeg den to-årige uddannelse som gymnastiklærer hos Helle Gotved, og det er en uddannelse jeg har været utrolig glad for og fået en masse dejlige oplevelser ud af, ligesom det er med til at holde mig fysisk aktiv, fortæller den kommende fødselar til Lørdags-Avisen.
I starten underviste hun i Gotved-gymnastikken i Rishøj Gymnastikforening. Senere kom hun til at undervise i Køge, Skensved, Solrød og andre steder i lokalområdet.
Efter en pause på nogle år, vendte hun tilbage til gymnastikken.
- Jeg er ikke typen der fordi man går på pension sætter sig hen i en stol og ser TV. Så går det hurtigt ned ad bakke, det ser man desværre med for mange mennesker. Nej, man skal ud og røre sig, være sammen med andre glade mennesker. Derfor slog jeg også til, da jeg opdagede at de manglede en leder til et gymnastikhold i Rishøjhallen. Det hold har udviklet sig til i dag at tælle 115 deltagere – fordelt på godt og vel 80-90 fremmødte pr. gang der undervises, og det gør der i halvanden time hver torsdag formiddag, hvor jeg har fornøjelsen at hunse rundt med dem, fortæller en smilende Grethe Stahlschmidt, der nu har sendt sine gymnaster på sommerferie.
- Sæsonen går fra 1. september til 1. april – og hvis jeg til september har det som jeg har det i dag, er jeg da ikke uinteresseret i at starte op igen, fortæller Grethe Stahlschmidt, der også har andre interesser end gymnastik.
Hun elsker nemlig også at hygge sig med at lave patchwork tæpper som hun syer derhjemme.
- Det har jeg stor glæde af. Jeg har gået til undervisning i det på aftenskole kursus. At sy disse tæpper er den rene meditation for mig. Tæpperne, dem enten forærer jeg væk eller sælger dem, fortæller Grethe Stahlschmidt, der trods sine snart 90 år fortsat bor i eget hus med tilhørende stor have, ligesom hun har en stor familie med børn, børnebørn og oldebørn at tage sig af..
- Jeg når aldrig at sidde og trille tommelfingre – selvom jeg må indrømme at jeg ikke længere selv gør så meget ved haven. Det har jeg en rigtig dygtig havemand til at tage sig af, indrømmer hun, der efter eget udsagn kun ses med sin huslæge én gang årligt.
- Det er når jeg skal have fornyet mit kørekort. Jeg elsker at køre bil. Begge mine børn bor i Jylland, så jeg smutter ofte over for at besøge dem, ligesom jeg godt kan finde på at tage et smut til Norge hvor datteren har et sommerhus.
Grethe Stahlschmidt fejrer sin 90 års fødselsdag i familie og gode venners lag.

Grethe Stahlschmidt. (Foto. JCJ).

Grethe Stahlschmidt. (Foto. JCJ).

Publiceret 11 May 2014 12:00