I Flindts Fodspor:

Det spurgte hun bare ikke om

Af
Jørgen Flindt

Så står man der med alle sine talenter og tænker øh, det spurgte hun bare ikke om.
Men jo, det gjorde hun.
Børn er sgu dejlig nysgerrige, og når man går i 5. klasse, er verden meget stor, og derfor kan der være ret mange spørgsmål, der sådan lige kræves et svar på.
Men jeg havde godt nok ikke forventet det spørgsmål, som Emma stille og roligt kom og stillede mig.
Emma går i samme klasse som den yngste af mine piger, og den klasse hedder 5.y på Petersmindeskolen, og 5.y er i gang med at lave en netavis. Så de har lavet små redaktioner og får ellers lavet forskellige artikler inden for sport, skole, udland, indland, lokalt og den slags.
Så jeg havde meldt mig selv som den altvidende journalist, der selvfølgelig nok lige skulle komme forbi og give en lille hjælpende hånd med. Jeg meldte mig endda helt frivilligt, inden klasselærer Mette spurgte mig, for der var jo en skræmmende reel fare for, at hun ikke ville spørge mig.
Så der stod jeg så i klasseværelset og så, hvordan de små banditter lavede historier, og hvordan netavisen stille og roligt tog mere og mere form. Uden evner er de ikke. Børn nu til dags er nu meget fremmelige.
Men på udenlandsredaktionen kom de til kort. Josefine, Emilie og Emma viste sig meget gode til at skrive historier fra den store vide verden, men når man går i 5. klasse og skal følge lidt med i, hvad der sker i Ukraine og Rusland, ja så er det fair nok, at man ikke ligefrem er et altvidende orakel på det stofområde.
Derfor kom Emma hen og kiggede på mig og stillede spørgsmålet over alle spørgsmål den dag:
“Hvad er en valutafond?”
Lige der fik jeg en mindre russisk hammer og segl i hovedet, og jeg blev en smule mundlam, for det er i sig selv ikke lige en nem ting at svare på. Og da slet ikke til en pige på 11 år, som skal skrive en lille artikel om den internationale valutafond, som har lånt en Joachim von And sum penge ud til Ukraine, så landet kan betale sin gasregning til Rusland.
Den historie er vist svær for de fleste at forholde sig til, men jeg prøvede da, så godt jeg kunne, at forklare noget om at købe gas, så borgerne kan holde varmen, og den slags koster mange penge, og regningerne skal jo betales, men hvis man ingen penge har, må man låne. Og at en valutafond er en ret stor bank, man måske kan låne penge i, hvis altså valutafonden vil. For det er ikke givet.
Lad det være sagt, at Emma vist ikke forstod en pind af, hvad jeg sagde omkring Den Internationale Valutafond og Ukraine og gaspriser og problemer med Rusland og ...
Verden er godt nok en voldsom stor størrelse.
Det finder man ud af, når børn stiller spørgsmål. De er så fantastiske til det, for de bliver jo nødt til det i ny og næ, og det finpudser deres evne til at stille spørgsmål. Men lige det spørgsmål, Emma stillede, var en af de meget svære at give et nemt svar på. Kunne hun ikke bare have spurgt om vand eller Volvoer. Men valutafonde.
Lige der fik jeg den der skræmmende følelse af, at komme til kort, og ikke kunne hjælpe hende, som hun fortjener. Lige der fandt jeg ud af, at jeg ikke er en lærer, og burde råbe: Mette, kom lige...
Jeg glæder mig dog meget til at læse den færdige netavis, når den engang kommer på gaden.
Om der så er en historie med om valutafond og gasregninger eller ej.

Publiceret 11 May 2014 10:00