Tillykke til Haderslev Svømmeklub

Tirsdag den 13. maj hædrer vi foreningsledere og mesterskabsvindere i kommunen, og der bliver også lejlighed til at fejre Haderslev Svømmeklub. Som de fleste sikkert har bemærket løb klubben nemlig med DIF’s fornemme pris ”årets idrætsforening”.
Jeg vil gerne ønske Haderslev Svømmeklub tillykke med prisen. Jeg er stolt på svømmeklubbens vegne, og det er fuldt fortjent, at klubben får denne fornemme anerkendelse for sit arbejde. Det er ikke en pris, der er kommet ud af det blå, men som skyldes, at svømmeklubben i en årrække har arbejdet benhårdt for at øge medlemstallet og sætte en række nye aktiviteter i gang.
I alt var fem foreninger nomineret, og der var hele to klubber fra Haderslev Kommune, der var blandt de udvalgte. Både Vojens Ishockey Klub (VIK) og Haderslev Svømmeklub var således blandt de fem nominerede. Derfor også et stort tillykke til VIK med den flotte nominering.
Det er dejligt, at kommunen er repræsenteret med hele to foreninger. Det er et skulderklap, ikke mindst til de to klubbers frivillige, og jeg håber også, at succesen smitter og kan være med til at inspirere andre foreninger i kommunen til at fortsætte med det gode arbejde. Det er vi rigtigt mange, der nyder glæder af.
Kriteriet for at komme i betragtning til prisen er, at foreningen understøtter DIF’s politiske mål, som blandt andet har fokus på frivillighed, medlemsfremgang, synlighed, samfundsansvar og mangfoldighed. Jeg ser frem til hædringen den 13. maj, hvor frivillige foreningsledere med jubilæum i 2013 og mesterskabsvindere i 2013 bliver hædret. Og jeg ser frem til at fejre svømmeklubben.
 

Publiceret 11 May 2014 07:00