Nu skal mænd til at snakke, svede og æde i Varde Kommune

Mandeeventet "Sved, Snak & Æd" skal styrke mænds sundhed i Varde Kommune

Af
Kim Schou

Onsdag den 11. juni sætter Center for Sundhedsfremme fokus på mænds sundhed ved at afholde eventet "Sved, Snak & Æd". Eventet er for mænd i Varde Kommune i aldersgruppen 30-65 år.

Hvad er Sved, Snak & Æd?

Den gamle skovfogedbolig og det omkringliggende område i Søndre Plantage syd for Varde danner ideelle rammer for ”Sved, Snak & Æd”, der starter kl. 16.30 og varer
tre timer.
I samarbejde med idrætskonsulenter fra DGI Sydvest, naturvejledere fra NaturKulturVarde, ernæringseksperter fra Center for Sundhedsfremme og madprofessionelle fra slagteren ”mad med mere” har Center for Sundhedsfremme arrangeret et event, der står i mændenes tegn. Programmet er spækket med aktiviteter, oplevelser og indtryk målrettet mænd.
Målet med arrangementet er at lede mændenes livsstil i en sundere retning, ved at give dem stærke natur-, motions- og smagsoplevelser i et fællesskab med andre mænd, så deltagerne kan se frem til nogle aktive timer med mountainbike, løbe- eller vandretur afsluttende med en herregod middag over åben ild.
Tilmelding kan foretages på mail til sundhedsfremme@varde.dk eller ved at ringe til mobil 5152 3380 senest 10. juni kl. 9.00.

Hvorfor Sved, Snak & Æd?

”Sved, Snak & Æd” er en del af Men's Health Week, som er en international begivenhed med fokus på mænd og sundhed, og som afholdes hvert år i uge 24.
Baggrunden for eventet er nationale analyser, der viser, at mænd har en markant højere dødelighed end kvinder. Dette skyldes, at mænd bl.a. er mere udsatte og lever mere usundt end kvinder: Mænd spiser usundere, har højere forbrug af rusmidler, og er mere inaktive. Derfor ønsker Center for Sundhedsfremme at slå et slag for mænd og deres sundhed i Varde Kommune.

Publiceret 20 May 2014 14:00