Gunnar Nielsen.

Gunnar Nielsen.

Workshop i slægtsforskning

Her i forsommeren sætter HvidovreBibliotekerne et pilotprojekt i værk: De etablerer workshop omkring slægtsforskning i samarbejde med frivillige

Er du nybegynder eller erfaren slægtsforsker, og pusler du med at tyde gotisk skrift, kirkebøger og folketællinger? For ikke at tale om at kende til alle de andre kilder. Så er workshop om slægtsforskning et tilbud til dig.

Værkstederne er for alle interesserede med kendskab til PC og Internet. Der er adgang til PC i lokalet, men det er en fordel at medtage egen PC, da det herefter vil være lettere at arbejde videre hjemme. Da der ikke er ubegrænsede pladser, er det dog nødvendigt med tilmelding. Der er tale om to forskellige workshop, hvor man skal tilmelde sig pr. gang: Onsdag den 4. juni kl. 15 - 17 (tilmelding fra den 21. maj) Onsdag den 18. juni kl. 15 - 17 (tilmelding fra den 4. juni). Tilmeldingen foregår på billetlugen.dk med et billetgebyr på kr. 20,- eller ved tilmelding på biblioteket, hvor billetten er gratis. Workshoppen er et samarbejde mellem HvidovreBibliotekerne og slægtsforsker Gunnar Nielsen. Gunnar Nielsen og bibliotekar Annika Elm Pedersen, der forestår bibliotekets kurser på området, vil være til stede med råd og idéer. Ellers er det tanken, at deltagerne kan hjælpe hinanden og bruge hinandens viden til at komme videre med slægtsforskningens mange udfordringer og glæder. Gunnar Nielsen fortæller her om sin baggrund: - I de sidste fem år har slægtsforskning været en stor hobby for mig, og da de første aner var lagt i skemaer, begyndte jeg at gå på kurser for at lære mere om de muligheder der er i arkiverne og på nettet. På kurserne lærte jeg også lidt om gotisk skrift, gamle kirkebøger, lægsruller, politiets registerblade, folketællinger, skrive slægtsbøger, bruge slægtsforskningsprogrammer og meget andet, I dag er jeg gået på pension og nærmer mig de 67 år. Jeg har et stort netværk inden for slægtsforskning. Af egne aner er jeg snart oppe på 700 personer, heraf 18 nye fætre og kusiner, hvor en bor i Canada, på min mors side og seks på min fars side. Mennesker jeg ikke kendte for fem år siden, men taler og mødes med i dag.

Publiceret 20 May 2014 08:00