Den nye Køge Marina begynder at tage form, og i næste uge er der indvielse af den flyttede nordstrand.(Foto: Tonny Holmstrøm Larsen)

Den nye Køge Marina begynder at tage form, og i næste uge er der indvielse af den flyttede nordstrand.(Foto: Tonny Holmstrøm Larsen)

Indvielse af den nye nordstrand

Den nye Køge Marina begynder at tage form, og i den forbindelse er man nu klar til at indvie den flyttede nordstrand, som står klar til strandsæsonen.

Af
Martin Rasmussen

MARINA: Køge Marina gennemgår markante ændringer i denne tid, og hvis det er længe siden, man har været forbi marinaen, så er der gode chancer for, at man vil have svært ved at genkende området i denne tid, hvor arealerne omkring den gamle lystbådehavn for alvor begynder at tage form.
Det betyder blandt andet, at man nu kan få en fornemmelse af, hvor store jordområder der snart står klar til marinaens udvidelse, og det betyder også, at man nu er klar til indvielsesfest på den nye nordstrand, som er flyttet lidt længere nordpå for at gøre plads til havneudvidedelsen.
Nordstranden har været under kærlig behandling af Køge Jorddepot, som i samarbejde med Køge Kommune har flyttet over 100.000 tons sand et par hundrede meter mod nord.
Den nye Køge Nordstrand åbner for offentligheden onsdag den 28. maj klokken 13.30, hvor der også er indvielsesfest.
Dagen indledes på den nye grusparkeringsplads ved siden af marinaen, hvor direktør Thomas Kampmann vil byde velkommen og fortælle om det omfattende anlægsarbejde, som Køge Jorddepot udfører på havneområdet og de rekreative arealer nær strandene.
Herefter går turen langs de nye stier på Nordstranden, der giver et flot overblik over det nyanlagte areal.
Borgmester Flemming Christensen kommer også forbi og holder åbningstalen, hvorefter han klipper det 'røde bånd' og markerer åbningen af den nye strand.
Ud over de officielle strandindvielsestaler er der planlagt masser af aktiviteter for alle aldersgrupper. Køge Søspejd kommer også forbi og fortæller om deres aktiviteter i foreningen, samt hvad det vil sige at være fortrolig med vandet. For landkrabberne er der arrangeret en fotokonkurrence med præmier til de bedste billeder af festlighederne.
Sidst men ikke mindst bliver der opstillet festtelt med musik, forfriskninger og servering af blandt andet helstegt pattegris fra Restaurant Marina. Der vil også være mulighed for at prøve Restaurant Arkens is fra deres flotte isbil, som løbende vil være til stede på stranden i sommerperioden.
Festlighederne varer til aftenstid, men der opfordres selvfølgelig til, at alle møder op i god tid på grusparkeringen i begyndelsen af arrangementet.
Selv om marinaen har været omdannet til byggeplads gennem den seneste tid, så er det i øvrigt alligevel lykkes at sikre sig det blå flag for den nye sæson. Friluftsrådets Blå Flag guider strand- og havnegæster til at finde den sikre strand eller miljøbevidste havn med gode og rene faciliteter og tilbud af miljøoplysende aktiviteter for børn og voksne.

Køge Marina har igen i år fået det blå flag fra Friluftsrådet.

Køge Marina har igen i år fået det blå flag fra Friluftsrådet.

Publiceret 21 May 2014 12:00