Kranen på havnen i Kolding læsser vindmøller til blandt andet Asien og Sydeuropa.
Foto: Susie Jessen.

Kranen på havnen i Kolding læsser vindmøller til blandt andet Asien og Sydeuropa. Foto: Susie Jessen.

Vindmøllernes kran i Kolding

Svane Shipping i Kolding har indkøbt en kæmpe kran til at læsse vindmølledele

Af
Susie Jessen

Selvom langt det meste af vindmøllefragten til offshore foregår fra Esbjerg, så har Svane Shipping med hovedsæde i Kolding haft stor succes med at tilbyde læsning af vindmølledele fra Kolding Havn.
Det siger Henrik Dinnsen, som er salgschef i Svane Shipping.
For cirka tre år siden indkøbte virksomheden en stor kran netop for at kunne give muligheden for at virksomheder kunne læsse vindmølledele fra Kolding havn.
“Hvor Esbjerg beskæftiger sig meget med Offshore i Nordsøen, så har vi en indgang til Østersøen. Her er der mange, der fragter vindmølledele til blandt andet Spanien og Fjernøsten. Det kan vi hjælpe dem med herfra”, lyder det fra Henrik Dinnsen, som fortæller, at kranen er specielt lavet til at kunne læsse vindmøller, hvor vingerne ofte er mellem 60-70 meter lange. Kranen kan klare en vægt på 100 ton og har en rækkevidde på 30 meter.
“Vi har kunder, der køber dele af vindmøller ved forskellige producenter. De sendes afsted fra forskellige steder i landet. Her fra Kolding sender vi mest vinger og tårne afsted”, lyder det fra Henrik Dinnsen.

Mulighed for mere offshore

Selvom Kolding Havn ikke beskæftiger sig med meget offshore insustri, så fortæller Henrik Dinnsen, at der på havnen er potentiale til at kunne fragte endnu flere vindmølledele ud til virksomheder.
“Mange skibe bliver ledige i Østersøen og derfor er Kolding et godt sted at lave en bestilling på en god og billig søfart. Det spåes, at Esbjerg ikke har pladsen til at udvide i fremtiden og derfor kan der være brug for mange havne, som kan håndtere vindmøller. Her kunne Kolding komme ind i billedet”, lyder det fra Henrik Dinnsen.
Salgschefen påpeger dog, at der er grænser for hvor meget Kolding vil kunne kapere i forhold til offshore virksomhed.
“Vi har plads, men vi har ikke oceaner af plads. Men til mindre opgaver som dem vi laver i dag, der ligger Kolding godt”, lyder det fra Henrik Dinnsen.















fakta
Kolding Havn blev etableret i 1843 og er i dag blandt Danmarks 10 største havne. Havnen er en industri-, krydstogt- og trafikhavn med flere end 50 virksomheder og 1.000 ansatte.
Pr. 1. januar 2014 overtog Svane Shipping havneterminalen i Kolding.

Publiceret 21 May 2014 10:00