OPTAKT:

For enden af den sidste stigning lokker bronzen

Team Esbjerg forbereder sig på en gyserafslutning, når bronzemedaljerne i Dame Håndbold Ligaen onsdag aften skal placeres i Arena Randers. 2012-mestrene fra Randers HK sikrede sig et fint udgangspunkt med en snæver 24-23-sejr i Esbjerg for fem dage siden, og Team Esbjerg-cheftræner Lars Frederiksen forventer en ny tæt afgørelse.
"Jeg kan mærke, at spillerne er klar og ved, at de skal løfte deres spil med fem procent i forhold til den første kamp. Forsvarsmæssigt var indsatsen langt hen ad vejen fornuftig, men angrebsspillet var langt fra godkendt for et hold, der vil være det tredjebedste i Danmark. Der var for mange brændte afslutninger, og især slutfasen var præget af for mange tekniske fejl. I morgen skal vi løfte vores udnyttelsesprocent for at have en chance," siger Lars Frederiksen.
Bronzeopgøret i Randers er Team Esbjergs kamp nummer 29 efter jul, og nu kan spillerne øjne enden på en lang, udmarvende sæson med finalepladsen i EHF Cup som det foreløbige højdepunkt. De første bronzemedaljer i klubbens historie vil være en gylden afslutning.
"Det betyder meget for klubben, at vi formår at skabe resultater, der giver genlyd i hele håndboldverdenen og i vores lokalområde blandt sponsorer og tilhængere. Det vil være med til at løfte håndboldinteressen og dermed styrke Team Esbjerg. Randers er favorit, men vi håber, at vi kan hente den sidste energi ud af spillerne og give alt, hvad vi har i spurten op ad den afsluttende stigning," siger Lars Frederiksen.
Team Esbjerg har efter det tætte europæiske og nationale program mod klassemodstandere haft en mere rolig periode, hvor spillerne har haft mulighed for at restituere sig og træne med henblik på sæsonens sidste kamp.  
Randers HK – Team Esbjerg i kamp om bronzemedaljer i Dame Håndbold Ligaen, anden kamp, onsdag kl. 18.30 i Arena Randers. Team Esbjergs trup:
Målmænd: Emily Stang Sando og Kari Aalvik Grimsbø
Venstre fløj: Susanne Kastrup Forslund
Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Nina Bech
Streg: Kirsten Balle og Helena Løjborg
Bagspillere: Johanna Ahlm, Tove Seest, Lotte Grigel, Estavana Polman, Susanne Madsen og Emily Baunsgaard.

Publiceret 21 May 2014 13:15