Finn Johannsen t.v. og Per Højgaard glæder sig over, at giftelystne par nu atter kan blive borgerligt viet i Christiansfeld.

Finn Johannsen t.v. og Per Højgaard glæder sig over, at giftelystne par nu atter kan blive borgerligt viet i Christiansfeld.

Bliv borgerligt viet i Christiansfeld igen

Nu er det igen muligt at blive gift i honningkagebyen

”Tidligere havde vi op mod 500 vielser om året på rådhuset. En stor del af dem var udlændinge bosat i Tyskland, som tog hertil for at blive gift, fordi det danske system er mere smidigt end det tyske, og fordi Christiansfeld er en smuk og hyggelig by, der emmer af historie og kultur. Vielserne er gode for hotellerne, restauranterne og handlende i byen, og så giver bryllupper jo altid et skønt liv i byen,” siger Christiansfelds tidligere turistchef Finn Johannsen.
Han er netop blevet udpeget som Christiansfelds ny giftefoged, som fremover på fredage vil vie par borgerligt i Den Grønne Stue på Brødremenighedens Hotel i Christiansfelds bymidte.

”Vi skal have justeret nogle småting, men er ellers klar til vielserne. Vi og vores kolleger i og omkring Christiansfeld forventer at få flere mindre selskaber ved vielserne. Kommer der større selskaber, rykker vi ind i den store sal,” siger indehaver af Brødremenighedens Hotel, Per Højgaard.

500 kroner for en vielse

I Danmark kan alle med lovligt ophold blive gift. EU-borgere og turister med gyldigt visum kan således blive viet på samme vilkår som danske par – dog ikke flygtninge og asylansøgere. De skal blot møde op på Kolding Kommunes borgerservice og fremvise pas, eventuelt visum og attest på, at de ikke er gift. Er alle forhold i orden, får de en godkendt prøvelsesattest og kan for 500 kroner booke tid til vielsen.

Skal vielsen ske i Christiansfeld, skal papirerne afleveres senest tirsdagen inden vielsen om fredagen.
”Et bryllup er en storslået begivenhed mellem to parter. Vi håber også, at borgerlige vielser i Christiansfeld bliver en stor begivenhed mellem to parter, nemlig brudeparret og de handlende i Christiansfeld. Vi har hele tiden ønsket, at bryllupper i Christiansfeld skulle være en mulighed, så vi er glade for, at flere nu er med til at bakke om tilbuddet,” siger borgmester i Kolding Kommune, Jørn Pedersen (V).

Publiceret 22 May 2014 12:00