Andreas Schou springer den specielle mur ved sidste års DM på Vivaldi K. Hesten blev solgt lige efter EM i Herning.

Andreas Schou springer den specielle mur ved sidste års DM på Vivaldi K. Hesten blev solgt lige efter EM i Herning.

RIDNING:

Flere spændende klasser

Både heste og biler skal på banen ved en af de mere specielle klasser ved det store DM-stævne i Sommersted

Af
Peter Rasmussen

Det bliver ikke kun DM-klasserne, der bliver værd at se på, når Schou Absolute Horses er arrangør af DM i ridebanespringning, som foregår på Tågerup i Sommersted fra 28. maj til 1. juni. Der er også en række andre klasser, og nogle af dem er helt specielle.
Der er således udskrevet en Ride n' Drive showklasse. Her skal rytterne ride en bane og bagefter køre den på tid. Januar og Landrover er med som nye sponsorer, og det er biler af disse mærker, man får lov at køre banen i. Men det er et krav, at man har et gyldigt kørekort.
Der er også en Speedklasse med høje præmier, hvor man kvalificerer sig i løbet af stævnet til Speedfinalen søndag. Derudover er der almindelige opvarmningsklasser og youngsterklasser.
Det er brødrene Andreas og Christian Schou, der står for det store arrangement. Som det ser ud nu, har Christian ikke nogen DM-hest, men han stiller op i andre klasser. Andreas Schou har Leonardo der Kleine, der blev nummer tre ved en grand prix-klasse i Spanien. Han startede i fjor på Vivaldi K, som han også startede EM i Herning på. Men den blev efterfølgende solgt.
Finaler lørdag og søndag
Der skal kåres mestre i fire aldersklasser. Der er First DM for senior, Jyske Bank DRF-mesterskab for young rider (U21), Absolute Horses DRF-mesterskab for junior (U18) og Stall Bengtsson & Kristoffersen DRF-mesterskab for Children (børn under 14 år, som rider hest i stedet for pony).
Der er kvalifikation for Children og U21 torsdag, og de rider finale lørdag, mens U18 og senior rider kvalifikation fredag og finale søndag. First DM for senior afvikles i S3* metode A – hvor fejl og tid tæller - over to omgange som kvalifikation og finalen ligeledes over to runder metode A, den første i S3* og den sidste på forkortet bane i S4*. Det betyder spring op til 160 cm.
De øvrige aldersklasser rider en omgang i kvalifikationen og to runder i finalen – alle i metode A. For Jyske Bank U21 er kvalifikation i MA2* og begge finalerunder i S1* - 145 cm, for Absolute Horses U18 er kvalifikationen i MA1* og finalerunderne i MA2* - 140 cm, mens Stall Bengtsson & Kristoffersen Children springer LA1* i kvalifikationen og LA2* i de to finalerunder – 120 cm.

Publiceret 22 May 2014 10:30