Restaurant Zhou smiler igen

Den kinesiske restaurant Zhou i Køge har fået sin glade smiley igen efter fødevaremyndighedernes seneste besøg.

Af
Martin Rasmussen

restaurant Smileyen vender igen mundvigene opad hos Restaurant Zhou i Vestergade efter Fødevarestyrelsens seneste besøg i restauranten den 15. maj, og dermed håber Zhous indehavere nu at kunne begynde at vinde tilliden tilbage hos gæsterne, som i nogen grad har holdt sig væk, siden Restaurant Zhou blev politianmeldt tilbage i marts i forbindelse med fødevaremyndighedernes forrige besøg. Politianmeldelsen faldt, efter Fødevarestyrelsen konstaterede, at restauranten ved besøget opbevarede mange kilo kød og fisk uden for køleskabet. Blandt andet fandt man seks kilo fersk kyllingebryst med en temperatur på 15,5 grader. De pågældende varer blev naturligvis kasseret, og Zhou lovede at stramme op på praksis. Det har man gjort - Ifølge indehaverne af restauranten er der truffet foranstaltninger, så det ikke kommer til at ske igen - blandt andet ved at øge kølekapaciteten. Det har medført, at den seneste kontrolrapport er helt uden anmærkninger, så Zhou nu har fået den glade smiley tilbage.

Publiceret 23 May 2014 14:00