Vin og musik på Tappo

Lørdag aften er der live-musik i vinbaren Tappo på Torvet 6A

Af
Mette Henriksen

Lørdag den 24. maj er der live-musik i Tappo´s gårdhave. Der bliver dækket op til at gæsterne kan få lidt godt at spise før Lars Rasmussen og The Quiet chield går på klokken 21.
Sangeren og sangskriveren Lars Rasmussen har rødder i den amerikanske musiktradition med et stærkt præg af country og blues, men er samtidig også dybt fascineret af keltisk folkemusik, hvilket ikke mindst afspejler sig i måden at synge på.
Sangene tager ofte form af små fortællinger eller refleksioner over livet med erindringen, melankolien og længslen som centrale omdrejningspunkter.
Gennem de seneste år har han samlet et tæt og velspillende band, som har tilført sangene et mere rocket udtryk. Bandet har siden starten af 2012 fundet sin optimale form med Verner Christiansen på guitar, der med sit på en gang melodiøse og bluesfarvede spil rammer sangenes stemning ind. På bas lægger Helge Schmidt en solid, men nuanceret bund sammen med trommeslageren Søren ”Dønne” Griepentrog, mens Lars Rasmussen tager sig af den akustiske guitar, mundharpen og vokalen.
Ved live koncerter blander bandet egne kompositioner med coverversioner af sange skrevet af folk som Neil Young, Bob Dylan og Van Morrison.

Publiceret 23 May 2014 12:00