Claus Hjort Frederiksen overrækker Lloyd’s-prisen 2014 til Bent Jensen.

Claus Hjort Frederiksen overrækker Lloyd’s-prisen 2014 til Bent Jensen.

Fornem pris til Bent Jensen

Bent Jensen har skabt en dansk erhvervs-succes med Linak, og for det er han blevet hædret med Lloyd’s-prisen 2014

Det startede i 1976 med en kørestol til en studiekammerat. Det er endt med 1.800 ansatte i 35 lande. Erhvervsmanden og iværksætteren Bent Jensen har videreudviklet familievirksomheden Linak og skabt en dansk erhvervssucces. Derfor modtog han den 22. maj Lloyd's-prisen 2014.
”Bent Jensen har med sit store forretningstalent og fastholden på egne menneskelige værdier videreudviklet og skabt en familievirksomhed, som vi i Danmark kan være meget stolte af. Da Bent Jensen i 1976 overtog ansvaret for virksomheden, talte den syv medarbejdere. I dag omsætter Linak for over to milliarder kroner. Bent Jensen har med jysk ildhu og vedholdenhed sikret, at virksomheden i dag beskæftiger 1.800 ansatte fordelt i 35 lande.” Sådan lyder en del af motivationen, der sender Lloyd's-prisen 2014 til Bent Jensen og Linak.

Lloyd' pris nummer 24

Det er i år 24. gang, at FSR – danske revisorer uddeler Lloyd's-prisen til en person, en organisation eller en virksomhed, som har gjort en unik indsats i dansk erhvervsliv.
”I Guderup på Als har Bent Jensen gennem årene opbygget en af Danmarks store erhvervssuccesser. Et målrettet fokus på at udvikle nye produkter og en effektiv styring af virksomheden har ført til, at Bent Jensen står i spidsen for en stor international virksomhed. Samtidig er det en virksomhed, som gennem tæt samarbejde med sine lokale underleverandører har bevist, at Danmark også er konkurrencedygtig som produktionsland,” siger Jens Otto Damgaard, formand for FSR – danske revisorer, og fortsætter:
”Linak er en af de historier, som viser, at dansk erhvervsliv er en konkurrencedygtig spiller også uden for landets grænser. Og det er netop den type indsatser, vi gerne vil sætte fokus på med uddelingen af Lloyd's-prisen. Derfor går prisen i år til Bent Jensen.”

International virksomhed

Bent Jensen overtog i 1976 familievirksomheden Christian Jensen og Søn, som blev stiftet i 1907 af hans bedstefar. Bent Jensen udviklede som noget af det første den lineære aktuator, som er en motor til eksempelvis hæve-/sænkeborde og -senge, og som han lancerede i 1979. Ideen til aktuatoren fik han, mens han arbejdede på en kørestol til en handicappet studiekammerat, som havde mistet førligheden i en ulykke. Så lige fra begyndelsen var den grundlæggende drivkraft bag det, der skulle blive kendt som Linak, ønsket om at skabe innovative løsninger, der kan forbedre menneskers livskvalitet og arbejdsmiljø.
Linak har været i rivende vækst siden lanceringen af aktuatorer i 1980. I dag er Linak en international virksomhed og en af verdens førende inden for design og produktion af elektriske lineære aktuatorløsninger.
Lloyd's-prisen 2014 blev overrakt til Bent Jensen den 22. maj af tidligere beskæftigelses- og finansminister Claus Hjort Frederiksen ved et arrangement på den britiske ambassade i København.

De seneste års modtagere af Lloyd's-prisen er blandt andre: Haldor Topsøe, Lars Larsen (JYSK), Stine Bosse (Tryg), Alfred Josefsen (Irma), Jens Moberg (BetterPlace) og Dorte Fals (DR). Foruden hæderen følger en check på 35.000 kroner fra Lloyd's of London.

Publiceret 24 May 2014 09:00