Jeppe Kjær, Vito Hammershøy-Mistrati og Daniel Arrocha jubler over førstnævntes flotte 1-0 scoring kort før pausen. (Foto: JCJ).

Jeppe Kjær, Vito Hammershøy-Mistrati og Daniel Arrocha jubler over førstnævntes flotte 1-0 scoring kort før pausen. (Foto: JCJ).

HB Køge slutter af med fire supersvære kampe

Men selvtilliden fik et hak i vejret med onsdagens fornemme 2-0 sejr over Brønshøj.

Af
Per Møller

FODBOLD: Efter fem kampe i streg uden sejr, kunne sejrssangen atter gjalde i HB Køges omklædningsrum efter onsdagens hjemmekamp mod Brønshøj Boldklub på SEAS NVE Park. HB Køge vandt en fortjent sejr på 2-0 på to flotte scoringer - én i hver halvleg.
Første halvleg blev en tempofyldt og underholdende en af slagsen, hvor hjemmeholdet spillede noget af det bedste der er præsteret længe. Men det var gæsterne fra Brønshøj, der kom til kampen med 10 sejre i de første 11 kampe i forårssæsonen, der var farligst.
Således havde de forsøg på stolpen efter ca. 10 minutters spil og overliggeren måtte klare for Frederik Due i HB Køge-målet omkring den halve time.
- Det var dejligt og vigtigt for drengene at vi fik en sejr. Vi spiller en god kamp -den bedste hjemmekamp i et langt stykke tid, siger cheftræner Per Frandsen om onsdagens sejr.
HB Køges første mål faldt blot tre minutter før pausen og blev flot sat ind af Jeppe Kjær der flugtede bolden over i modsatte side uden chance for Nicklas Dannevang i Brønshøj-målet.
Blot et minut senere troede alle at Jeppe Kjær skulle have tilkendt et soleklart straffespark, men dommer Jesper Nielsens fløjte forblev tavs til stor overraskelse for de fleste vidner denne herlige forårsaften på SEAS NVE Park.
- Det er utroligt han kan undgå at dømme straffespark. Og hvis han mener Jeppe filmer, skal han jo give ham gult kort og dermed rødt, siger Per Frandsen og henviser til det gule kort den lille angriber pådrog sig umiddelbart inden i forbindelse med jubelscenerne efter sin scoring, hvor han sparkede til en vandflaske der stod ved sidelinjen.
- Pisse ærgerligt - det betyder han går i karantæne og ikke er med mod Hvidovre IF på søndag, siger Per Frandsen.
Efter pausen faldt tempoet og intensiteten en smule. Det var HB Køge der sad på spillet men de store muligheder blev det ikke til. Første farlige chance i anden halvleg tilfaldt Anders Kaagh et kvarter før tid, da han smart blev spillet fri af Jeppe Kjær, men Brønshøj-keeperen afværgede flot.
Fire minutter senere faldt kampens afgørelse. Indskiftede Philip Zinkernagel lavede det fine forarbejde til Sebastian Seeger-Hansens lige så fine afslutning.
2-0 og dermed var kampen definitivt afgjort. Brønshøj formåede ikke at true HB Køge-sejren og holdet fra Tingbjerg måtte drage hjem med det blot andet nederlag i forårssæsonen.
HB Køges næste kamp er på søndag den 25. maj kl. 15.00 mod Hvidovre IF på Hvidovre Stadion. Hvidovre kommer fra en frisk og flot 2-0 sejr på udebane mod Vendsyssel og bliver bestemt ingen nem opgave for Svanerne.
- Vi skal være helt klar mod dem. Vi skal finde onsdagens takter frem igen og følge sejren op med en ny, siger HB Køge-træneren, der glæder sig til et spændende og vanskeligt slutprogram.
I de fire sidste kampe møder HB Køge de tre klubber der desperat kæmper for at undgå at følge med BK Marienlyst ned i 2. Division. Udover Hvidovre IF er det kampene mod Vendsyssel (hjemme førstkommende torsdag den 29, maj kl. 15.00) og sidste spillerunde ude mod AB 2. pinsedag den 9. juni. Ind imellem gælder det sæsonens sidste hjemmekamp søndag den 1. juni kl. 16.00 mod topholdet Silkeborg IF.
- Nogle gode resultater i disse kampe vil give selvtilliden et ordentligt løft forud for næste sæson, siger Frandsen.

Ndungu stopper

Den unge venstreback Thobias Ndungu har meddelt, at han stopper i HB Køge med udgangen af denne sæson. Ndungu drager på studieophold i USA.
Til gengæld har HB Køge forlænget aftalen med forsvarsspilleren Søren Henriksen der har underskrevet en halvandet år lang kontrakt med Svanerne.

Publiceret 24 May 2014 10:00