Støvlerne er klar til kamp - I Vejle.

Støvlerne er klar til kamp - I Vejle.

Vejle mod Fredericia – uden for banen

To byer. Nærmest brødre, men alligevel meget forskellige. Vi lod byerne kæmpe på tre udvalgte områder, og det endte sjovt nok uafgjort. For som brødre vi dele

Af
Jørgen Flindt

Historie:

Her klasker Fredericia Vejle med flere længder. Vejle er ganske vist ældst, men byen har mistet næsten alt synlig historie, hvilket Fredericia omvendt langt fra har. Især voldende er det tydelige bevis på Fredericias historie, som byder på krig og endda sejr over preusserne i 1849.
Bare det at byen blev opført efter kongens ønske og skulle være Jyllands by, er da mere end sejt. Problemet var ganske vist, at ingen rigtigt ønskede at flytte til byen, så Frederik d.3 gav i midten af 1600 byen nogle ret vilde privilegier, som blandt andet skattefrihed og religionsfrihed. Det er bare en super god historie, og Vejle kommer helt klart til kort i denne kategori.

Fodboldhistorie:

Her vinder Vejle til gengæld med flere længder. Det er nu heller ikke svært, for Fredericia har aldrig været højere oppe i rækkerne end den næstbedste række, begge hold er i nu.
Vejle er omvendt en af landets største traditionsklubber med fem mesterskaber, seks pokaltitler og har haft et hav af legendariske spillere som Henning Enoksen, Allan Simonsen, Ulrik le Fevre, Thomas Graversen og John Sivebæk. Det er ganske vist mange år siden, at Vejle var en topklub, men fodboldhistorikken er markant højere i Vejle end i Fredericia.

Natur:

Her sparker vi med en blød inderside, og kalder det for uafgjort, for begge byer er velsignet med super natur. På hver deres måde. Vejle er bjergbyen, Fredericia er bæltbyen. Vejles natur er en langlemmet kvindekrop, mens Fredericias er en kvindes spidse ansigt. En superting ved Fredericia er, at byen har vand omkring sig og en lækker strand midt i byen, mens en lækker ting ved Vejle er, at den er bygget ind i skovene og bakkerne.
Så det hele ender uafgjort, men om det så også gør det på banen, ja det må tiden vise. Vejle møder Fredericia på Vejle Stadion søndag den 25. maj klokken 15.00, og Lokalavisen Budstikken er eventsponsor.

Publiceret 24 May 2014 14:00