Modelfoto.

Modelfoto.

Debat:

Ny privatskole truer folkeskolen

Af
Af Marianne Schultz

Grønnevej 8

Gravens

6040 Egtved

Hvis folkeskolen dør, dør lokalsamfundet med den. Intet mindre er de barske udsigter et lille lokalsamfund, som jeg holder meget af, nemlig Ågård/Gravens.
Folkeskolen er den institution som binder lokalsamfundet sammen. Hvis man nedlægger den dør mange aktiviteter, simpelt hen fordi den lokale skole er det naturlige mødested for børn og voksne. Det er her man lærer de andre børn og voksne at kende og venskaber og kammeratskabet opstår på tværs af de forskellige samfundslag. Dette kammeratskab tages med ud til fodboldklubben, spejder, eller gymnastiksalen. Når man mødes i skolen trives idrætsledere og foreningslivet bedre.
Men hvorfor er skolen i Ågård/Gravens truet? Er det fordi politikerne i deres spariver vil nedlægge skolen? Nej slet ikke. Truslen kommer et andet sted fra, nemlig fra lokalområdets egne beboere. Der er nemlig 5 kvinder som vil lave en privatskole.
Men er det da ikke godt med et frit valg og konkurrence til folkeskolen? Der er ikke noget galt med at have mulighed for at sende sine børn i en anden skole end folkeskolen. For nogle børn og familier kan en privatskole være en bedre løsning end folkeskolen. Men der findes allerede mange privatskoler som man kan benytte sig af i Vejle, Kolding og Balle. Hvis man skaber en skole mere i så lille et samfund som vores, er der en stor fare for, at man kommer til at undergrave elevgrundlaget for den eksisterende folkeskole og dermed gøre en ellers sund og god skole lukningstruet. Dermed ødelægger man selve sammenhængskraften og grundlaget for et levende landsbymiljø. Ågård/Gravens vil udvikle sig til et sted hvor folk bor og ikke et sted som nu, et sted hvor man lever.

Publiceret 01 July 2014 10:00