“Denne vej!,” lyder det højt fra Benno Erdmann.

“Denne vej!,” lyder det højt fra Benno Erdmann.

150 kræmmere klar ved Madsby

For 22. gang er der Heste- og Kræmmermarked i Fredericia

Af
Lars Saugbjerg

Der er intet nyt under solen, når Fredericia Heste- og Kræmmermarked folder sig ud på FfF'ernes baner ved Madsby. Og det er helt bevidst. Hvorfor skulle man opfinde den dybe tallerken to gange? Årets marked er det 22. af slagsen, og opskriften er simpel:
Man tager en stor bunke kræmmere, tilsætter livemusik om aftenen - og gør det gratis.
“Folk kan lide det. Det er det samme hvert år. En god, solid folkefest, som man bare skal deltage i,” lyder det fra tovholderen Benno Erdmann.
Sidste års rekordoverskud lød på 232.000 kroner.
“Publikum bestemmer selv, hvor mange penge de vil have op af pungen. Men vi håber naturligvis på en god omsætning. Overskuddet går ind i fodboldklubbens almindelige drift.”

150 kræmmere

Fredericia Heste- og Kræmmermarked har ikke indgangstællere, så ingen kender antallet af besøgende.
“Men vi spørger de kræmmere, som er vant til at færdes på markeder. Og de vurderer, at besøgstallet ligger på omkring 35.000,” fortæller Benno Erdmann.
Markedet har et godt ry.
“Allerede i maj havde vi udsolgt, og jeg kunne have solgt 100 pladser mere. Men vi har det antal kræmmere, vi skal have. Omkring 150. Det er cirka en kilometer stadepladser,” fortæller Benno Erdmann, der har stået bag markedet siden det så dagens lys i 1993.
“I de første 10-15 år havde jeg ansvaret for alt. Til sidst kunne jeg ikke gabe over det, så nu kører vi med 10 områdechefer, der koordinerer arbejdet. Der er et fantastisk samarbejde og en skøn tone blandt de i alt 200 frivillige hjælpere,” fastslår Benno Erdmann.
Festen starter med bankospil torsdag. Fredag aften skal der nok blive skrålet med, når “Midt om Natten” spiller Kim Larsen kopier. Der bliver sikkert også sk(r)ålet ved den store damefrokost for 400 kvinder i markedsteltet om lørdagen. “Barock” spiller kl. 21, efter at de har varmet damerne op. Herning Tivolipark er også på pladsen.
 

Folk er tilfredse med vores arrangement. Det er jo også svært at brokke sig over noget, som er gratis
Benno Erdmann, Fredericia Heste- og Kræmmermarked

Publiceret 05 August 2014 09:30