Festugen i Trekantområdet bliver blandt andet skudt i gang med Kulturnatten i Kolding (pressefoto).

Festugen i Trekantområdet bliver blandt andet skudt i gang med Kulturnatten i Kolding (pressefoto).

Festuge med masser af aktiviteter

Der er mange fortolkninger af forbindelser i Trekantområdets Festuge, som byder på flere hundrede aktiviteter

Det bliver et brag af en folkefest i Trekantområdets helt egen festuge fra den 22. til den 31. august. Programmet tæller flere hundrede aktiviteter på tværs af de seks kommuner – Middelfart, Kolding, Vejle, Billund, Vejen og Fredericia, hvor temaet 'forbindelser' vil blive fortolket bredt. Nogle af aktiviteterne kommer til at foregå i alle seks kommuner, og for at styrke festugen har Fredericia, Middelfart og Kolding valgt at lægge deres kulturnat til festugeperioden.

Musikalske forbindelser

Fredag den 22. august fra kl. 16.00 skydes festugen i gang med Kolding Kulturnat, hvor du finder cremen af det lokale kulturliv og et ekstra krydderi af spændende kulturoplevelser hentet ind til denne aften. Oplev alt fra Ukendt Kunstner til Kansas City Strompers. Fra streetdance med Freestyle Phanatix til kunstudstillinger på stribe og show med Klein og Riising.
Madsby Rock er Trekantsområdets største havefest, som du kan opleve lørdag den 23. august fra kl. 12.00-02.00 i Fredericia. Oplev bl.a. Carpark North, Mads Langer, Burhan G og L.I.G.A.

Er du til 50'er musik, twist og rock'n' roll? Onsdag den 27. august kl. 19.00-22.00 kan du støve dine bedste 50'er trin af i Spinderihallerne i Vejle, hvor DANSEquilibrium lærer dig at flytte fødderne til 50'ernes største hits. Allerede dagen efter kan du bruge de nylærte trin, når elever fra Vejles gymnasier og Vejle Musikskole indtager Røde Mølle scenen i Spinderihallerne og giver deres fortolkning af numre fra 50'erne. Det sker torsdag den 28. august kl. 19.00- 21.00.
Fredag den 29. august kl. 21.00 skrues tiden atter frem til 2014, hvor du kan opleve en storhittende koncert på Torvet i Middelfart som afslutning på byens kulturnat. Her går det topenergiske og populære band L.I.G.A. på scenen, som bl.a. hitter med nummeret ”den første gang, jeg så dig”.

Som afslutning på en spændende festuge kan du tage til frokostjazz med Esben Just Trio søndag den 31. august kl. 12.00-14.00 i MAGION i Billund. Efter at have været frontmand for TRIOEN, som den blev kaldt i folkemunde, har Esben Just nu taget springet og gået solo med egen trio. Esben er parat til at sprede god stemning og lade tamburiner, megafon og hygge være til stede på scenen.

Kulinariske forbindelser

Trekantområdets Festuge bliver et mekka af kulinariske forbindelser. I Kolding omdannes gården i Koldinghus til et festligt og oplevelsesrigt folkekøkken med god mad, gøgl og oplevelser i dagene onsdag den 27., torsdag den 28. og fredag den 29. august fra kl. 17.30-20.00. Hele trekantområdet inviteres ind i gården til en folkelig og autentisk oplevelse i historiske rammer. Arrangementet sætter fokus på Koldinghus som byens og områdets historiske samlingspunkt.
På Kulturnatten i Fredericia fredag den 29. august sættes der fokus på kulinariske forbindelser på Ryes Plads. Her kan du både møde lokale producenter fra hele trekantområdet på fødevaremarked mellem kl. 16.00-21.45, der tilbyder et hav af friske og lokale råvare og støde på TV-kokken Nicolaj Kirk fra kl. 17.00-19.00. Han kaster sig ud i at lave bæredygtig mad med bl.a. urter fra Fredericias byhaver GROW YOUR CITY, som du kan smage på, mens du lytter til lokale musikere, der spiller ved Den Engelske Pub.
På den anden side af Lillebælt kan du møde Adam Price, der besøger Middelfart Sparekasse mellem kl. 17.00-18.00 på Kulturnatten i Middelfart fredag den 29. august. Han fortæller om dansk gastronomi og madkultur og underholder med sjove anekdoter og fortællinger fra et liv som madanmelder.
Mød også Chilli Klaus, der efterhånden er kendt i hele Danmark for sine mange chilismagninger. Er det virkelig stærke chilier, eller er det fup og fidus? Kom ned på torvet i Middelfart og få smag for sagen fredag den 29. august kl. 18.00-18.30.

Publiceret 05 August 2014 16:00