Niels Frederisken og co. skal til at finde melodien i Superligaen. Der er ingen tvivl om, at cheftræneren godt kunne bruge en mand, som kunne lave mål lige nu.

Niels Frederisken og co. skal til at finde melodien i Superligaen. Der er ingen tvivl om, at cheftræneren godt kunne bruge en mand, som kunne lave mål lige nu.

Nu skal EfB til at finde melodien igen

EfB skal til at i gang i Superligaen. I weekenden blev det til et nyt nederlag

Af
Rune Weitling

VURDERING: Lad os lige tage det udemærkede resultat fra i torsdags først. EfB fik 0-0 med sig hjem fra Polen, og det chance- og spillemæssige overtag på den regnvåde bane lover umiddelbart godt for returopgøret på Blue Water Arena torsdag aften. Resultatet afspejler dog også et af EfB's helt store problemer lige nu. At score mål.
Det kan lyde lidt paradoksalt, når holdet trods alt formåede at score to gange i Farum søndag eftermiddag i Superligaen. Problemet var jo så bare, at FC Nordsjælland lavede tre, og at EfB endnu engang var gode spillemæssigt, mens det kneb gevaldigt afslutningsmæssigt. Især Martin Pusic vadede i chancer, og selv om man aldrig kan klandre den kroatiske angriber for hans arbejdsindsats, så er det mere end påkrævet, at han får lidt skudtræning på anlægget på Gl. Vardevej de kommende dage. Glemte vi at skrive, at han også brændte et straffespark i øvrigt?
Også i den anden ende blev der i søndagens opgør begået straffespark. Denne gang var det dog Magnus Lekven, der dummede sig, og i det hele taget skal der luges ud i de personlige fejl, hvis EfB's målsætninger om top 6 og deltagelse i Europa League bold i de kommende måneder skal blive en realitet.

Kommer der nye ind?

Der er dog ingen grund til at male fanden på væggen endnu. Der er spillet få runder af turneringen, og det er fortsat opløftende at se, at holdet spillemæssigt har set ganske gode ud i de fleste af kampene. Men det vinder man selvfølgelig ikke på, når man ikke scorer på sine chancer eller forsvaret tager sig en lur på ti minutter midt i kampen.
Mens disse linjer skrives, så erfarer fodboldsiden bold.dk, at EfB de kommende dage vil forstærke angrebet med den norske angriber Marcus Pedersen, der tidligere har været i OB. Her gjorde han det ganske glimrende og fik banket nogle kasser ind. Måske slet ikke en dårlig signing, hvis det er sandt. Og slet ikke når det gælder om at tilfredstille det hungrende esbjergensiske fodboldpublikum, der længe har sukket efter nyt blod i truppen.
Her har Niels Erik Søndergård og resten af det sportslige set up også haft en udfordring de sidste måneder. Ingen er formentlig i tvivl om, at de arbejder stenhårdt for hente forstærkninger, men så nemt er det jo ikke altid. Problemet er bare, at man har råbt ‘ulven kommer' lidt for længe efter mange fans smag.
Med de mange millioner på kontoen fra salg af Braithwaite, Kian Hansen og Peter Ankersern samt Europa League succesen havde mange forventet at se spillere i noget nær Berglund klassen i den blå- og hvidstribede trøje nu. Indtil videre er det blevet til en forsvarsspiller fra 1. division, en reserve fra Randers og en reserve fra Brøndby. Slet ikke dårlige indkøb, men heller ikke hvad folk havde forventet eller sukket efter.
Men man må også være realistisk. Selv om EfB er et godt brand, som det hedder på moderne dansk, og selv om klubben spiller en frisk gang fodbold med mulighed for europæiske kampe, så er det altså ikke alle, der vil til Esbjerg. Også selv om mange går rundt og tror det. Der er trods alt stadig lang vej fra Blue Water til Bernabeu. Og så er der jo også lige det der med at finde den rette til den rette pris. Der er måske stadig nogle, som husker Jones Kusi Asare eller Gunnar Heidar Thorvaldsson?
Alt dette ændrer dog ikke på, at EfB under alle omstændigheder skal til at finde melodien i Superligaen nu. Der er slet ingen grund til panik, men der er heller ikke grund til ikke at tage situationen ganske alvorlig.

Publiceret 05 August 2014 12:00