Alle er velkommen til Salmeleg hos Haderslev Domsogn.

Alle er velkommen til Salmeleg hos Haderslev Domsogn.

Salmeleg ”to go”

Fyraftenssalmesang og leg for småbørn og deres forældre på vej hjem

"Tag jeres 1-5 årige børn med til sang, rytme og leg i kirken. Man bruger hele kroppen og en masse sanser, lærer nye sange og rytmer og har det rigtig sjovt." 
Nogle går til forældre-barn-gymnastik. I Haderslev Domsogn kan man gå til forældre-børn-salmeleg for hele småbørnsfamilien. Det er et nyt, gratis tiltag for småbørn fra 1-5 år og deres forældre ti tirsdag eftermiddage fra d. 2. september kl. 16.00-16.45 i Domkirken. 
Hvis man ikke har prøvet at kravle, løbe eller hoppe på domkirkens gulv, er her en enestående chance for at opleve kirkerummet på en helt anden måde. Salmeleg er fyldt med sang, rytme, dans, stimulering af sanserne med berøring, sprog- og bevægelege og udforskning af instrumenters lyde.
"Vi synger og danser til kendte og nye børnesange, salmer og remser i vores smukke kirkerum," fortæller kirke- og kulturmedarbejder Henrik Engelbrekt Refshauge fra Haderslev Domsogn. Han har bygget Salmeleg op, så barnets naturlige udvikling og medfødte musikalitet bliver stimuleret:
"Børnene får hurtigere et musikalsk sprog, og samtidig får de en motorisk, sproglig og psykisk ballast. Ja, jeg ved det lyder flot, men musik er med til at give os alle livsglæde og selvtillid, og det er en bagage kirken gerne vil give familierne med ud i livet," smiler Henrik. Han er selv far til seks og to bonusbørn, der alle synger og spiller, og i sin fritid arbejder han også meget med musik:
"Salmeleg er musikalsk dåbsoplæring, hvor vi både synger, leger og lærer noget om Gud, og mærker de trygge rammer og det kærlige nærvær med hinanden."

For hele småbørnsfamilien

"I musikskolen deler man børnene op i forskellige aldersgrupper, hvilket giver nogle fordele. Men i kirken vil vi gerne invitere hele familien ind til salmer og leg. Det giver selvfølgelig nogle udfordringer med at rumme så bred en aldersspredning, men når forældrene leger og synger med og tager sig af deres egne børn, så kommer det til at gå op i en højere enhed," lover kirke- og kulturmedarbejderen.
"Forkundskaber er ingen forudsætning, for hver fugl synger med sit næb. Bare man har lyst til at gå foran og synge og danse med. For børnene lærer det af deres forældre, selvom vores kultur er noget bagefter f.eks. den afrikanske på det punkt. Så kom og få nogle redskaber. Og så får man også udvidet sin bekendtskabskreds i lokalområdet på holdet," slutter kirke- og kulturmedarbejder Henrik Engelbrekt Refshauge.
Tilmeldingen er åbnet nu på Domsognets hjemmeside www.hado.dk. Den sidste tirsdag i hver måned fortsætter Salmeleg kl. 17 med familieandagten ”Krummer i kirken”, hvorefter der er mulighed for spisning. Forløbet afsluttes med opvisning: en familiegudstjeneste, hvor man kan invitere familie, venner, naboer, faddere og andre interesserede til at se, hvad vi har arbejdet med.

Publiceret 05 August 2014 13:30