Knud Hyldahl kigger til sine økologiske bær. Foto: Helle-Karin Helstrand.

Knud Hyldahl kigger til sine økologiske bær. Foto: Helle-Karin Helstrand.

Bæravler forudså prisdumpning fra Polen

Lagde om til økologi. Det og så lokal bølge kan redde danske bær

Af
Ina Bjerregaard

Danske bæravlere er i krise, fordi udenlandske bær vinder frem grundet deres meget lavere pris. Det har fået flere bæravlere til simpelthen at sprøjte deres bær og buske med Round Up. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag, tirsdag. Men Knud Hyldahl fra Thyregod ved Give i Vejle Kommune har ikke så mange problemer med at komme af med sine blåbær.
“Det går udmærket her hos mig,” siger Knud Hyldahl til Lokalavisen Budstikken Vejle.
Han forudså, at de udenlandske bær ville komme stormende mod Danmarks grænser for fire år siden, for prisen er faldet støt siden 2011. Derfor tog han en beslutning.

Lagde produktion om

“Jeg kunne godt se, hvor det bar hen, så i 2010 begyndte jeg omlægning til økologi og har siden 2013 måtte sælge mine blåbær som økologiske. Og så går det da heller ikke bedre, end at jeg nogle dage kører landet rundt - op mod 1000 kilometer - for at få dem afsat, Men jeg skal ikke klage, for jeg var lige på besøg hos Danmarks største blåbæravler, som bor i nærheden. Han har udvidet kraftigt de senere år og har nu over suverænt det største blåbær areal i Danmark. Han havde adskillige tons usolgte bær stående på køl. Og en fyr jeg kender oppe fra Thy, han har lige opgivet at høste adskillige hektar med solbær, da har er blevet tilbudt 50 øre pr kg, men det koster 80 øre at høste hvert kilo,” siger Knud Hyldahl.
Selvom blåbæravleren bruger meget tid på salgsarbejdet, har tiden også båret om ikke frugt, så bær. Bær til lokale Brugser og andre af kæderne hos dagligvaregiganten COOP.

Knujs bær i den lokale Brugs. Foto: Privat.

Knujs bær i den lokale Brugs. Foto: Privat.

Lokale bær hitter

“Jeg sælger til de fleste af dem, der ligger inden for en radius af en times kørsel. Og så står der på et skilt i butikken ved mine blåbær, at de er fra ”Knujj i Thyregoj”,” siger Knud Hyldahl, med tydelig jysk dialekt.
Hos COOP kan man heller ikke nikke genkendende til, at prisen skulle være det altafgørende for danske forbrugere, og betyde, at de ikke hellere vil købe lokale og danske varer.
“Nej, det er ikke en mønster, vi kan genkende hos vores forbrugere,” sig Karin Hindkjær, der er kommunikationsdirektør hos COOP.
Og tilføjer:
“Vi dyrker også meget det lokale i vores koncern, det er en klar strategi for de fleste af vores kæder. Og vi oplever, at kunderne gerne vil købe lokalt og dansk og også gerne betale det ekstra, det koster, så det er en stigende del af vores omsætning,” siger Karin Hindkjær.

Knud Hyldahl har gang i mange projekter. Foto: Privat.

Knud Hyldahl har gang i mange projekter. Foto: Privat.

Intet salg til DS

Knud Hyldahl har til gengæld ikke solgt et eneste bær til Dansk Supermarked.
“Tidligere var Dansk Supermarked flinke til at tage de udenlandske blåbær ud af deres sortiment, når de danske blåbær var klar, men de gør de åbenbart ikke i år, og de avlere jeg kender, som tidligere solgte til Dansk Supermarked (Netto, Føtex, Bilka, Salling) har ikke solgt et eneste blåbær til dem i år, heller ikke jeg,” siger Knud Hyldahl.

null

Publiceret 06 August 2014 19:00