B.S. besøgte VIKING på norske Christian Radich

VIKING Life-Saving Equipment A/S har sat alle sejl for at medvirke til, at Tall Ships Races i hjembyen Esbjerg bliver en folkefest.
Mandag inviterede virksomheden til reception på den norske marines skoleskib, fuldriggeren ”Christian Radich”, der ligesom VIKING er meget international. Mandskabet om bord, en snes besætningsmedlemmer og 85 unge trainees, er fordelt på 13 nationaliteter.
"Esbjerg er måldestination for Tall Ships Races, og det er et fantastisk arrangement. Set med VIKING-briller er det svært at forestille sig en bedre og mere relevant ramme. Vi har selvfølgelig sikret os, at ”Christian Radich” har det rigtige redningsudstyr om ombord," sagde VIKING’s adm. direktør, Henrik Uhd Christensen, i sin velkomst til de ca. 90 gæster fra hele landet.
Dagens hovedperson var den tidligere jægersoldat, nu teaminstruktør, foredragsholder og vært på flere TV2-programmer, B.S. Christiansen. Kendere inden for redningsudstyr vil vide, at B.S. foretrækker VIKING’s produkter, når han færdes på - og nogle gang over - grænsen i sit mangeartede virke.
"I alt hvad jeg laver, når jeg er til søs, har jeg altid brugt VIKING’s udstyr. Det stammer tilbage fra tiden, da jeg var jægersoldat og fik fortrolighed og tillid til udstyret. Når det gælder redningsudstyr, er det vigtigt, at man kender det til bunds og vel at mærke kender dets begrænsninger," siger B.S. Christiansen.
Han har fulgt VIKING’s produkter og udviklingsarbejdet bag dem i en lang årrække. Derfor ved han, hvilket udstyr der passer bedst til den enkelte mission. Når det kriterium er opfyldt, hører VIKING til verdenseliten inden for sit felt.
"Hvis man ikke til enhver tid har tillid til produktet, kan man ikke gå lige til grænsen, når man udvikler mennesker. Man skal også overskride grænser for at flytte grænser. Jeg sikrer mig altid, at jeg har den stærkeste platform inden for redningsudstyr, når jeg arbejder," siger B.S.
B.S. holdt om bord på ”Christian Radich” foredraget ”Et liv på kanten”, hvor han berettede fra et på mange måder eventyrligt liv. Han er født i Oksbøl, gik på Esbjerg Tekniske Skole og indledte i 1973 28 år i Jægerkorpset.
B.S. Christiansen har sejlet meget med gamle træskibe som dem, der pryder Esbjergs havnebassiner i disse dage. Han bruger skibe til undervisning, for om bord på et fartøj til havs skal man virkelig arbejde som et team.

Publiceret 06 August 2014 13:00