(Arkivfoto).

(Arkivfoto).

Bjæverskov får natbus til Køge

BUSTRAFIK: Fra søndag den 10. august får Slimminge, Bjæverskov og Vemmedrup også natbuskørsel alle nætter efter fredage og lørdage når der kommer flere afgange på den populære linje 260R
Køge Kommune udvider nu sin populære natbus-ordning. Fra 10. august kan du også tage natbussen mellem Køge og Bjæverskov på nætter efter fredage og lørdage.
Busforbindelsen mellem Køge og Bjæverskov er ikke Køge Kommunes buslinje fordi den er en del af den regionale linje 260R Ringsted – Køge. Derfor har linjen ind til nu ikke haft natkørsel selv om strækningen er én af de mest benyttede i Køge Kommune.
Men natbuskørsel mellem Køge og Bjæverskov har været et stort ønske fra områdets repræsentanter i Kommunens borger-busgruppe, hvor frivillige arbejder for at forbedre bustrafikken i samarbejde med politikerne i Teknik- og Miljøudvalget.
Derfor har Teknik- og Miljøudvalget, efter dialog med Region Sjælland, besluttet, at Køge Kommune betaler udgifterne for natkørsel på den del af linjen der er i Køge Kommune. Bevillingen gælder i en forsøgsperiode ind til Region Sjælland får mulighed for at finde finansiering til hele linjens natkørsel.    
I praksis betyder det, at linje 260R fra 10. august kører med én afgange i timen hele natten til den lyse morgen mellem Køge Station og OK tanken ved Slimminge, hvor bussen vender og kører retur alle nætter efter fredage og lørdage.
- Natbusserne i Køge Kommune er en stor en succes, og derfor har det virket særligt ulogisk at Bjæverskovområdets meget benyttede buslinje 260R ikke var med i ordningen. Jeg er derfor meget glad for, at vi nu gør det muligt at køre med natbus på alle de største buslinje, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget Mette Jorsø.
I august for ét år siden indførte Køge Kommune natbuskørsel i weekenderne med mange afgange på de største buslinjer, bl.a. mellem Køge og Herfølge samt Køge og Borup. Det har vist sig at være en stor succes med mange glade kunder- og nu kommer der så også natbusser mellem Køge og Bjæverskov.
Natbusser opfylder flere rigtigt gode formål. Det giver de unge en god mulighed for at komme hjem fra en bytur, uden at mor og far skal vækkes for at køre ”taxikørsel”. For de lidt ældre vil det også være en god løsning at kunne køre med bus i stedet for i bil, hvis der skal være plads til at drikke mere end én øl.
De gode trafikforbindelser om natten er også med til at skabe mere liv og tryghed i Køge By aften og nat. Som en sidegevinst betyder natbus hele natten, at der også er flere afgange tidlig morgen i weekender, så der er bedre muligheder for de morgenfriske.  
Prisen for at køre med tog og bus om natten er helt den samme som om dagen. Med rejsekortet koster en tur fra Køge til Bjæverskov f.eks. kun 16 kr. uden for myldretiden – og altså nu også om natten.
På Movias hjemmeside www.moviatrafik.dk findes yderligere information og køreplaner, og på www.rejseplanen.dk  findes de nye afgange også.
pm

null

Publiceret 06 August 2014 06:00