På Danmarks eneste ringridermuseum byder Jens Schmidt på alverdens viden om den sønderjyske nationalsport.

På Danmarks eneste ringridermuseum byder Jens Schmidt på alverdens viden om den sønderjyske nationalsport.

Brutal dødskamp blev til en folkefest

Ringridning er mere end en årlig opvisning for nysgerrige turister. Det er historie, kultur og sport på fire ben

Det startede egentlig med en konges voldsomme død. En lanse gennem øjet videre op i hjernen. Sommerens mange ringriderfester tiltrækker op mod 50.000 mennesker til de største turneringer, og folkefest er vel næppe for stort et ord at bruge i den sammenhæng, men festen skyldes altså i høj grad føromtalte lanse gennem øjet, for det var den franske konge Henri d. 2., som led den ubehagelige skæbne i 1559 under en ridderdyst. Herefter nedlagde Paven direkte forbud mod ridderdysterne, der ofte var underholdning ved hofferne i Europa. Men underholdes skal de royale jo, og i stedet opstod den såkaldte Italienske Karrusel. Her trænede ridderne samtidig deres færdigheder ved at ramme forskellige figurer med lansen, og det udviklede sig siden til den mere stilfærdige version af rytter på hest med lanse i kamp med ringen, som vi kender i dag. I bund og grund handler det dog fortsat om at ramme øjet. Så tak til Henri d. 2. - og ikke mindst hans banemand - for at have grundlagt den tradition.

Sport, kultur og folkefest

Netop traditioner er ringridningens ånd. På mange områder ligner sporten ellers en desperat reminiscens fra fortiden, men det er faktisk her styrken ligger, fortæller Jens Schmidt, Han er formand for Ringriderarkivet i Sønderborg, som på Danmarks eneste ringridermuseum har samlet alt, hvad der er værd at vide om sporten.
“Tænk at vi kan gå tilbage i arkiverne og konstatere, at vi har det samme regelsæt og den samme respekt for fanen og påklædningen og hestene, som de havde da Sønderborg Ringriderfest startede i 1988. Det er jo stadig sådan, at har en rytter ikke styr på påklædningen eller sin hest, så må vedkommende bortvises. Det er en vigtig respekt for fortiden. Det er kultur,” forklarer han.
Her berører han et vigtigt punkt i forståelsen for ringridning. Den udenforstående vil i mange tilfælde ikke betragte ringridning som en sport, men nærmere som en opvisning eller gøglershow, om man vil, men det er en forkert opfattelse, mener Jens Schmidt.
“Der er tre facetter i ringridningen. Sporten, kulturen og folkefesten. De tre må ikke komme ud af balance, og derfor skal hjertet konstant være med. Du kan tro, at deltagerne tager det meget seriøst og træner til turneringerne. Det kan du også se, når vinderne står med tårer i øjnene, når de får overrakt deres medaljer. De elsker sporten og er stolte af den, for der er både traditioner og fødelinje i de medaljer. Man skal huske på, at ringridning ofte bliver dyrket gennem generationer i familierne hernede,” uddyber Jens Schmidt.

Den allerførste plakat fra ringriderfesten i Sønderborg fra 1888.

Den allerførste plakat fra ringriderfesten i Sønderborg fra 1888.

Bundet i Sønderjylland

Måske er det denne fødelinje, der fortsat giver ringridningen liv. Og også skal gøre det fremover. I hvert fald har sporten ikke rigtigt et liv på den nordlige side af Kongeåen. Folkefesten er solidt stavnsbundet til Sønderjylland, og så er vi igen tilbage i historien for at finde noget der ligner en forklaring.
Indtil midten af 1800-tallet var ringridning primært en selskabsleg for de kongelige, men i 1845 fejrede Hertug Hans August af Augustenborg sølvbryllup, og ved denne lejlighed arrangerede han en ringridning, hvor mere end 400 lokale ryttere deltog.
“Her blev ringridning for alvor bredt ud til bønderne. De begyndte at arrangere lokale turneringer ude ved kroerne, og det kan man faktisk se den dag i dag, for på gårdene i Sønderjylland skal der helst være en flagstang, og så skal der være en ringridergalge, som man kan øve sig på. Sådan er det bare hernede,” griner Jens Schmidt.

Publiceret 06 August 2014 09:00