Hannah Schneider er én Music Makers instruktører. Her arbejder hun med Attic Sleepers i forbindelse med Karrierekanonen. (Foto: Christina Jensen).

Hannah Schneider er én Music Makers instruktører. Her arbejder hun med Attic Sleepers i forbindelse med Karrierekanonen. (Foto: Christina Jensen).

Talenter fra Køge søges til Music Maker Camp

MUSIK: Nogle af Danmarks bedste sangskrivere og producere står klar til at hjælpe unge, talentfulde musikere fra regionen med at blive endnu bedre til at skabe deres egen musik. Det sker i efterårsferien i Roskilde.
Bandakademiet søger lige nu efter Køges mest talentfulde unge bands, solister og elektroniske musikere, der skriver deres egen musik. Og som gerne vil være endnu bedre til at skabe musik.
De udvalgte talenter samles til en Music Maker Camp fra 13.-16. oktober på Roskilde Gymnasium. I fire dage handler det udelukkende om at skrive sange og skabe sin egen musik i samarbejde med nogle af Danmarks førende sangskrivere, musikere og producere.
Forløbet bliver skræddersyet i forhold til indhold og instruktører, når den endelige deltagerliste er på plads.
- Vi skal have alle de unge talenter fra regionen op af kælderen og ud i lyset. Vi opfordrer forældre, musiklærere, naboer, venner og bekendte til at prikke til de unge talenter, de kender og få dem til at sende en ansøgning. Det er en unik chance for at suge til sig og lære af forbillederne, fortæller Marianne Fruergaard, leder af Bandakademiet.
For at komme i betragtning til Music Maker, kræver det, at man har talent og en vis erfaring med at skrive musik. Derudover skal man være mellem 16-25 år. Der er i alt plads til fem bands, fem solister og fem laptop/elektroniske musikere på campen. Der er ansøgningsfrist 1. september.
Professionelle coaches De to musikere Michael Møller (Moi Caprice og The Mountains) og Hannah Schneider er både instruktører og med til at udvikle programmet for Music Maker.
Hvem der derudover bliver tilknyttet som coaches i de fire dage er endnu uvist, men de vil blive udvalgt blandt Bandakademiets tidligere coaches og rådgivere.
På listen finder man navne som Peter Sommer, Andreas Martin Sommer (Marie Key), Søren Rasted (Aqua, Hej Matematik), Henrik Balling (Gangway), Frederik Vedersø (Eclectic Moniker, The White Album), Marie Fisker (Trentemøller m.fl.), Tomas Høffding (WhoMadeWho), Silas Moldenhawer og Jonas Kenton (When Saints Go Machine), Anders Stig Møller (Turboweekend), Troels Abrahamsen (VETO) og mange, mange flere.
Music Maker er støttet af Kulturregion Midt/Vestsjælland, Kulturministeriet og Roskilde Kommune.
Læs mere og hent ansøgning på www.bandakademiet.dk eller få den tilsendt via e-mail bandakademiet@roskilde.dk.
pm

Publiceret 06 August 2014 08:30