Folketingsmedlem Flemming Damgaard Larsen (V).

Folketingsmedlem Flemming Damgaard Larsen (V).

Hvor meget støj afføder Ringstedbanen?

For dens naboer i Køge, Solrød og Greve kommuner?

STØJ: En henvendelse fra grundejerforeninger i Vallensbæk om støjgener ved Ringstedbanen har fået Region Sjællands folketingsmedlem, Flemming Damgaard Larsen (V), til at undersøge problemets omfang.
Mange borgere bosætter sig netop i kommunerne syd for København, for at få ro og naturskønne omgivelser ind i hverdagen. Ringstedbanen vil imidlertid skruet ned for stilheden dag og nat, og efterlade naboerne i en uholdbar situation. Spørgsmålet er, om Vallensbækborgerne bliver alene med denne udfordring.
- Jeg har bedt Transportministeren oplyse, hvor meget mer-støj der vil komme i Greve, Solrød og Køge Kommune som følge af den nye Ringstedbane. Og bedt ham undersøge, hvor mange boliger i hver af kommunerne, der får mere støj og hvor mange dB(A), der skyldes den nye Ringstedbane, fortæller Flemming Damgaard Larsen.
Ud over de to spørgsmål har Flemming Damgaard Larsen også bedt Transportministeren oplyse hvilke støjdæmpende foranstaltninger, der bliver etableret igennem hver af kommunerne som følge af den nye Ringstedbane. Og om der er sket en reduktion i etableringen af de støjdæmpende foranstaltninger i forhold til de oprindelige planer.
- Når Ringstedbanen vil føre til store støjgener i Vallensbæk, er det relevant at undersøge, om borgerne i de andre kommuner, som Ringstedbanen krydser, også bliver generet af yderligere støj. Infrastrukturen er afgørende, og Ringstedbanen er vigtig for mange borgere og for udviklingen, men når vi udvikler og udbygger, må vi ikke glemme de borgere, der lever op og ned ad motorveje og jernbaner, slutter Flemming Damgaard Larsen.
Ifølge Flemming Damgaard Larsen kan vi ikke plastre landskabet til med motorveje, S-togslinjer eller ny togstrækninger uden at sikre, at vi tager højde for de borgere og den natur, der er ved og omkring trafikken.
Folketingsmedlemmet afventer nu med spænding Transportministerens svar.
pm

Publiceret 07 August 2014 08:30