Pia Gøtze i Køges nye brugskunst- og genbrugsbutik, Pias Retro. (Foto. JCJ).

Pia Gøtze i Køges nye brugskunst- og genbrugsbutik, Pias Retro. (Foto. JCJ).

Ny brugskunstbutik åbnet i Nyportstræde

Pias Retro åbnede mandag den 4. august og har fået god opmærksomhed de første dage.

Af
Per Møller

BUTIKSNYT: Mandag den 4. august åbnedes dørene til en ny butik i Køge – Pias Retro i Nyportstræde 9.
Indehaver af Pias Retro er Pia Gøtze og hun byder kunderne indenfor i en gammel historisk bygning, hvor man bliver mødt med masser af spændende brugskunst – nyt og gammelt.
- I butikken har jeg et stort udbud af brugskunst, møbler, grønne planter og blomster. Langt de fleste ting er nogle jeg finder og køber op rundt omkring på loppemarkeder. Jeg elsker at tage rundt og finde gode, brugbare ting på loppemarkeder – noget som jeg har gjort gennem mere end 10 år. Og altid et godt stykke væk fra Køge, fortæller Pia Gøtze, der tidligere sammen med Jette Larsen har været indehaver af den nærliggende Café T. Men nu har de to valgt at afhænde Café T – og Pia Gøtze har taget springet til at åbne sin egen genbrugsbutik.
- Lokalet her oser jo af atmosfære – det har bl.a. i mange år dannet ramme om møbelpolster virksomhed. Jeg har valgt at bevare sjælen i huset og indrettet det som en form for stue med forskellige afdelinger med hver deres tema, fortæller Pia Gøtze, der har fået en god start den første uge, hvor mange kunder har været en tur indenfor og tage de mange spændende ting nærmere i øjesyn.
Pia Gøtze har endnu ikke lagt sig 100 procent fast på åbningstiderne – foreløbigt holder hun åbent mandag-fredag kl. 11.00-17.30 og lørdag fra kl. 11.00-ca. 13.30.
- Jeg vil lige se hvornår der er behov for at have åbent inden åbningstiderne endeligt fastsættes, siger den nye butiksindehaver.

Pia Gøtze har åbnet dørene til ny brugskunstbutik i Køge. (Foto: JCJ).

Pia Gøtze har åbnet dørene til ny brugskunstbutik i Køge. (Foto: JCJ).

Publiceret 07 August 2014 14:00