Der er tradition for, at deltagerne klæder sig ud til Slotssøstafetten. (Foto: Anne Andersen).

Der er tradition for, at deltagerne klæder sig ud til Slotssøstafetten. (Foto: Anne Andersen).

Sjov motion:

Slotssøstafetten 2014

Onsdag den 27. august afvikles årets stafet for 34. gang

Det er i år 34. gang de to arrangører – Kolding KFUM Atletik og Kolding Firma Idræts Motions-afdeling - afvikler dette traditionelle motions-stafetløb.
Start og mål er på plænen mellem SlotssøBadet i Hospitalsgade og Slotssøen. Løbet startes klokken 19.00 af borgmester Jørn Pedersen, og varer godt en times tid.

Alle kan deltage

Eneste betingelse er, at deltagerne på holdene – der skal bestå af 5 personer – er i stand til at løbe eller lunte ruten igennem.
Ruten, der skal gennemføres af hver af holdets 5 løbere, er én omgang (1.647 m) omkring Slotssøen i Kolding. Løbets samlede længde er således 8,235 km.
Stafetholdene kan sammensættes som man har lyst til: Gade-, firma-, familie-, forenings-/klub-hold. Både herre-, dame- og mixed hold kan deltage,
Arrangørerne håber igen, at rigtig mange ønsker at deltage i Slotssø-stafetten 2014, så den stigende interesse – der efter en række år med omkring 50-70 deltagende hold – i 2009 bevirkede at den gamle deltagerrekord fra 1991 på 126 hold blev slået, da 135 hold deltog i Slotssø-stafetten.

Denne rekord fik i 2013 et ordentligt tryk opad, da hele 169 hold deltog.
I de foregående 33 år har næsten 3.000 stafethold deltaget i Slotssø-stafetten, og de næsten 15.000 løbere har tilbagelagt en strækning på næsten 25.000 km (mere end halvvejs rundt om Jorden).
Tilmelding til Slotssø-stafetten sker i Arbejdernes Landsbank, Buen 1, Kolding. Deltagerprisen er kr. 175,- pr. stafethold. Tilmeldingsfristen er torsdag den 21. august.

Der er præmier til det hurtigste hold og til det hurtigste kvindehold. Derudover er der en række præmier – bl.a. kr. 1.000 fra Arbejdernes Landsbank – til de hold, der stiller i de sjoveste /flotteste hold-dragter. I de sidste par år har der været en stigende interesse for at være med til at gøre løbet til en festlig oplevelse for både deltagerne og de mange tilskuere, der plejer at overvære Slotssø-stafetten.

Publiceret 07 August 2014 18:00