Arrangementet The Last Waltz byder på en gengivelse af The Bands legendariske afskedskoncert i 1976.

Arrangementet The Last Waltz byder på en gengivelse af The Bands legendariske afskedskoncert i 1976.

Farverigt efterår på Bygningen

Musikforeningen Bygningen har vanen tro sammensat et spændende og meget alsidigt program for efteråret.

Af
Martin Rasmussen

MUSIK: Musikforeningen Bygningen definerer sig selv som hele Køges musikforening, og det skinner også igennem i foreningens netop offentliggjorte efterårsprogram, som omfatter i alt 19 arrangementer med meget bred appel.
Programmet spænder over alt fra populære musikere som Shaka Loveless og Sanne Salomonsen til komikere som Christian Fuhlendorff og Carsten Bang - og en masse andet.
- Efteråret er gerne lidt sværere end foråret, fordi nogle holder ferie efter sommerens festivaler og andre indspiller plader, men jeg synes alligevel, at det er lykkedes os at sammensætte et godt program, som er kendetegnende for Bygningens alsidighed. Der er både noget nye og gammelt - noget standup, rock, pop og folk. Vi skal være hele Køges musikforening med underholdning, som alle kan identificere sig med, siger Jens Peter Halborg, kunstnerisk leder i Bygningen.
Sæsonen skydes i gang lørdag den 16. august med et arrangement på Hugos, og den afrundes traditionen tro lige efter jul i godt selskab med Bongoinstituttet. Og derimellem er der altså mange sjove, spændende, underholdende og rørende oplevelser at se frem til.
- Vi er blandt andet meget glade for, at det er lykkedes at kunne præsentere Sanne Salomonsen. Hun er en stor dansk kunstner, og det er første gang, vi har hende på Teaterbygningen, siger Jens Peter Halborg, som også fremhæver arrangementet The Last Waltz.
Det er en musikalsk tidsrejse tilbage til The Bands legendariske farvelkoncert i 1976. Med ved koncerten var blandt andre gæstestjerner som Bob Dylan, Eric Clapton, Neil Young og Van Morrison. De er næppe med i Køge, men her er til gengæld samlet 16 musikere for at give deres version af koncerten, så der venter altså en musikalsk oplevelse i særklasse.
Publikum i Køge kan blandt andet også se frem til at opleve Aske Jacoby, Signe Svendsen, The White Album, Sebastian og Thorbjørn Risager. Se hele programmet på www.bygningen.dk.
Endelig kan Musikforeningen Bygningen også glæde sig over, at man har fået tilsagn om, at man også kan benytte Teaterbygningen til arrangementer gennem hele 2015. Bygningen skal ellers fjernes i forbindelse med Køge Kyst-udviklingen, men også næste år kan man altså regne med lokalerne til årets mange arrangementer.
- Det giver ro på til at lægge planer for fremtiden, siger Jens Peter Halborg.
Lidt længere ude i fremtiden ser man blandt andet på mulighederne for at lægge arrangementer i Køge Gymnaiums nye multihal.

Shaka Loveless indtager Bygningen i Køge i begyndelsen af november.

Shaka Loveless indtager Bygningen i Køge i begyndelsen af november.

Publiceret 09 August 2014 16:00